Knivstikkeri

Værnepligtig stukket ned med kniv: Politiet efterlyser vidner

En 19-årig mand blev overfaldet og stukket flere gange i ryggen med kniv efter bytur i Jomfru Ane Gade

Foto: Jan Pedersen
Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 11:12

AALBORG: Politiet efterlyser vidner til knivstikkeriet torsdag aften i Aalborg, hvor en 19-årig mand blev stukket ned efter en bytur i Jomfru Ane Gade.

Umiddelbart virker det til, at den 19-årige blev udsat for et helt umotiveret overfald på gaden, og politiet har ikke et godt signalement af gerningsmændene.

Derfor beder de nu offentligheden om hjælp.

Det fortæller politikommissær Henrik Staal, Nordjyllands Politi.

Knivoverfaldet skete omkring klokken 21.55, da den 19-årige mand forlod Jomfru Ane Gade sammen med en anden mand og en kvinde - alle tre er værnepligtige.

De tre gik i retning mod havnen, og på deres vej passerede de en gruppe på fem til seks personer, der opholdt sig i en gyde overfor Gaden. Politiet beskriver gruppen, som unge mænd af forskellig etnisk oprindelse.

På videoovervågning fra området kan politiet se, at gruppen efter en kort meningsudveksling gik efter de tre værnepligtige.

Det var to-tre personer fra gruppen, der overfaldt den 19-årige med flere slag og spark, og stak ham med kniv flere gange i ryggen.

Det lykkedes den 19-årige at flygte fra stedet i retning mod Limfjordsbroen. Han er uden for livsfare.

De to andre værnepligtige, han var sammen med, befandt sig lidt på afstand af overfaldet, og er ikke i stand til at give et kvalificeret signalement af gerningsmændene.

Nordjyllands Politi vil derfor gerne høre fra folk, der har set overfaldet eller har set noget andet mistænkeligt i området.

Hvis du har oplysninger i sagen, så ring til Nordjyllands Politi på 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden