Vanvidsbilist i BMW forfulgt af politiet - stak af med over 180 kilometer i timen
Nordjyllands Politi beder folk ringe 112, hvis de ser bilen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:24
NORDJYLLAND: Igennem nogle timer kørte en bilist fredag rundt i en BMW i en endog særdeles høj fart. Så høj, at en patruljevogn har vurderet farten til på landevejen at have nærmet sig 200 kilometer i timen.
Det fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi, som opfordrede folk til straks at ringe 112, hvis man observerede bilen, som var involveret i en politijagt fredag sidst på dagen.
- En patruljevogn holder ved Lindenborg Å som nummer 10 i køen. Da det bliver grønt, bliver hele rækken overhalet af en sort BMW, som kører ind foran den forreste bil, der må bremse op, fortæller vagtchefen.
Der bliver sat blå blink på patruljevognen, som kører frem for at få den sorte BMW ind til siden. Da bilisten ser blinkene, sættes farten på BMW'en op.
- Der bliver kørt i meget høj fart ad Hadsund Landevej, forbi Gistrup, via Komdrup, mod Lillevorde og videre mod Kongerslev. Patruljevognen kan af sikkerhedsmæssige hensyn ikke følge med, men får sporadisk kontakt til BMW'en, som de mener, kører over 200 kilometer i timen, fortæller vagtchefen.
Adskillige patruljevogne blev sat ind i eftersøgningen, men bilen forsvandt.
Ved 20-tiden blev bilen muligvis observeret ved det nye sygehus i sydgående retning mod Gistrup.
- Nummerpladerne på bilen hører ikke til den, men er afmeldt. Det drejer sig om BZ 10813. Bilen er en BMW 3 E46, sandsynligvis diesel, har sorttonede runder langs siden og bagved. Vi vil gerne bede folk ringe 112, hvis de ser bilen, siger Per Jørgensen.
Lørdag morgen fortæller vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi, at man ikke har fået flere henvendelser om bilen siden fredag aften, og politiet er heller ikke kommet nærmere, hvor den nu befinder sig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.