Vanvidsbilist risikerede udvisning: Nu må han ikke køre bil i ti år

En cyklist og fodgænger blev udsat for stor fare, da en 28-årig mand - med narko i blodet og uden kørekort - forsøgte at køre fra politiet igennem Aalborg midtby. Nu har han fået sin dom

Biljagten 13. juni i år endte, da den 28-årige fører mistede herredømmet over bilen og kørte ind i to parkerede biler og til sidst smadrede et kældervindue i en ejendom i Ivar Huitfeldts Gade i Aalborgs vestlige del. Arkivfoto: Jan Pedersen

Biljagten 13. juni i år endte, da den 28-årige fører mistede herredømmet over bilen og kørte ind i to parkerede biler og til sidst smadrede et kældervindue i en ejendom i Ivar Huitfeldts Gade i Aalborgs vestlige del. Arkivfoto: Jan Pedersen

AALBORG:En 28-årig mand skal det kommende år sidde i fængsel, og han må ikke køre bil i 10 år.

Det nåede Retten i Aalborg frem til, da manden torsdag sad på anklagebænken. Her var han tiltalt for vanvidskørsel, der satte andre folks liv og førlighed på spil.

Han gør klogt i at holde sig på måtten, for han også fik en advarsel om udvisning af Danmark, hvis han igen kører bil.

Forsøgte at standse bilen

Manden blev anholdt 13. juni i år efter en biljagt ind igennem det centrale Aalborg.

Biljagten begyndte, da en civil politipatrulje spottede en Volvo, der kørte med høj fart i Nyhavnsgade.

Politiet forsøgte at standse bilen, som blev ført af den 28-årige mand. Det havde han ikke lyst til, og det blev startskuddet til biljagten, hvor han begik en lang række færdselsforseelser.

Anklageskriftet rummede således hele ti færdselsforseelser, hvor manden blandt andet havde kørt over for rødt, overhalet højre om, kørt over spærreflader, kørt venstre om helleanlæg og lignende. Han var også anklaget for at køre med narko i blodet og køre, mens han var frakendt kørekortet.

Det sidste punkt på anklageskriftet var at udsætte andres liv og førlighed for fare, da en cyklist og en fodgænger var tæt på at blive kørt ned under biljagten.

Nægtede at have kørt hensynsløst

Manden er tidligere straffet for færdselsforseelser, er i forvejen frakendt kørekoret og havde en reststraf på 37 dage for færdselsforseelser.

Anklager fra Nordjyllands Politi Louise Watson procederede for en fængselsstraf på et år og tre måneder, frakendelse af kørekortet i ti år og udvisning af Danmark.

Manden erkendte at have været fører af bilen, men nægtede at have kørt hensynsløst og have udsat andres liv og føre for fare.

Anklageren er tilfreds

Dommen endte med at lyde på et års fængsel, frakendelse af kørekortet i 10 år en advarsel om udvisning af Danmark.

Selvom straffen ikke helt levede op til anklagerens ønsker, er Louise Watson tilfreds.

- Manden blev kendt skyldig i alle anklagepunkter, så det er jeg godt tilfreds med. Dommeren har så vurderet, at fængselsstraffen ikke skal være helt så lang, og det kun skulle være en advarsel om udvisning, siger hun.

Den 28-årige har udbedt sig betænkningstid til at vurdere om dommen skal ankes. Ankefristen er på 14 dage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.