Vanvidskørsel

Vanvidskørsel i Øgadekvarter: Nu er 32-årig fængslet for at bringe andres liv i fare

En 32-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter en vild biljagt i Øgadekvarter i Aalborg

Foto: Henrik Bo

AALBORG: En 32-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have udsat andre for fare under en vanvidskørsel i Øgadekvarteret i Aalborg torsdag eftermiddag.

Det oplyser anklager Stine Eriksen.

Manden blev anholdt klokken 15.40 på Sverigesgade, men inden havde tre patruljebiler været involveret i en biljagt for at standse manden.

Han var påvirket af både alkohol og narko, og kørte uden kørekort, og da han så politiet, forsøgte han at stikke af, forklarede han i Retten i Aalborg, da han blev fremstillet i grundlovsforhør.

Biljagt startede på Hadsundvej og fortsatte ind i Øgadekvarteret, hvor han - ifølge sigtelsen mod ham - tre gange udsatte andre for livsfare samt overtrådte færdselsloven et utal af gange.

Det lykkedes også kortvarigt for den 32-årige at slippe væk fra patruljebilerne, men han blev hurtigt fundet igen, og efter 10 minutter fik patruljerne standset ham på Sverigesgade, fortæller Stine Eriksen.

Den 32-årige er sigtet efter straffelovens paragraf 252 - om fareforvoldelse - der har en strafferamme op til otte års fængsel.

Den 32-årige erkender at have kørt bilen - også i narkopåvirket tilstand og uden kørekort - men han nægter at han har været til fare for andre under biljagten, oplyser Stine Eriksen.

Gå til relaterede emner

Forsiden