Løb

Vanvittig verdensrekord: Hun kom, løb og sejrede

Ultraløberen Stine Rex tog til Ungarn og gjorde det, hun ikke havde troet muligt

Stine Rex vinder VM i 48 timers løb med en vanvittig verdensrekord.
Stine Rex vinder VM i 48 timers løb med en vanvittig verdensrekord. Foto: Louise Kjeldmann

Nogen af os tilbringer weekenden med at hænge ud i haven med et glas kølig rosé. Ikke ultraløberen Stine Rex fra Aalborg. Hun tog til Ungarn, deltog i verdensmesterskabet i 48 timers løb og kom hjem med et verdensmesterskab og en vanvittig verdensrekord.

Intet mindre end 435,564 kilometer blev det til, og det er 228 meter længere end den hidtidige verdensrekord, som amerikaneren Camille Herron satte for et års tid siden.

- Det var faktisk først hen mod slutningen, at det gik op for mig, at verdensrekorden var en mulighed, siger Stine Rex over telefonen fra Ungarn.

Og så blev der ellers løbet, presset og pacet i bogstavlig forstand til den helt store guldmedalje, og hovedpersonen selv forstår det stadig ikke helt.

- I syv timer løb jeg i et tempo mellem 10 og 12 km/t, og dér var det fantastisk, at jeg var med landsholdet dernede. Man løber som individuel, men også som en del af et hold, og så kommer de andre til og hjælper med pace og opmuntring. "Kom så Stine, en kilometer til!" - i syv timer, griner Stine Rex.

Stine Rex var først i mål - og den kvinde der har løbet længst på 48 timer. Nogensinde. Foto: Louise Kjeldmann

Troede ikke på det inden løbet

Inden afgangen til Ungarn var det ikke verdensmesterskab og -rekord, der fyldte mest hos ultraløberen.

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kunne lade sig gøre. Det er jo verdens bedste løbere, der er med. Fuldtidsprofessionelle løbere med større sponsorater. Jeg har mit job, jeg skal passe og så kan jeg løbe ved siden af, siger Stine Rex.

Selve løbet blev et udskilningsløb, hvor hun og en russer efterhånden lagde afstand til resten af feltet, og de lå tæt meget tæt - hele vejen.

- Mod slutningen var jeg 500 meter foran hende, og vi løb på en rundstrækning, der var en kilometer lang. Vi kunne hele tiden følge hinanden og se, når vi rundede, om hun havde taget nogle sekunder på mig, eller om jeg havde taget nogle sekunder på hende, siger Stine Rex.

Og til sidst, da løbet blev skudt af klokken 18 søndag aften, så var det altså Stine Rex, der havde løbet længst. Ikke bare på dagen, men af alle kvinder, der har deltaget i et 48 timers løb. Nogensinde.

Er bare i god form

Hvis du nu sidder derhjemme og tænker, at det må kræve nogle vilde forberedelser, så er svaret både ja og nej. For Stine Rex konstaterer - med en vis underdrivelse, kan man vist roligt sige - at hun altid er i god form. Så hun er altid klar til at løbe i 24, 48 eller for den sags skyld 72 timer.

Men hun løber på arbejde, sørger for at løbe nogle længere ture omkring de 20 kilometer og også gerne længere i weekenderne. Og så tager hun fra tid til anden turen fra Aalborg til Sæby, hvor hendes mands familie kommer fra.

Det er 60 kilometer i løbeskoene. Som set i lyset af 435 kilometer plus det løse jo egentlig ikke er så langt.

Mandag går med afslapning i Ungarn sammen med familien - Stine Rex' mand Dan er også hendes træner, og deres børn er med.

- Jeg har lidt godt nok lidt stive ben, konstaterer Stine Rex.

Fra én, der godt kender til fænomenet stive ben fra omkring 1/10 af distancen, som verdensrekorden lyder på, skal bare lyde, at det er til at forstå.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden