Varme fra Limfjorden: Aalborg Forsyning sender Danmarks største havvands-pumpe i udbud

Omstilling fra kul til grøn energi er for alvor skudt i gang

Nordjyllandsværket skal senest nedlægges i 2028, og derfor er Aalborg Forsyning i gang med at finde grønne alternativer til det kulfyrede værk - blandt andet en ny pumpe, der skal skaffe varme fra vandet i Limfjorden. Privatfoto

Nordjyllandsværket skal senest nedlægges i 2028, og derfor er Aalborg Forsyning i gang med at finde grønne alternativer til det kulfyrede værk - blandt andet en ny pumpe, der skal skaffe varme fra vandet i Limfjorden. Privatfoto

AALBORG:Aalborg Forsyning er i fuld gang med at planlægge de grønne varmeløsninger, der skal tage over for det kulfyrede kraftvarmeværk, Nordjyllandsværket, når det bliver nedlagt senest i 2028. Derfor sender man nu en 100 til 125 Megawatt stor havvands-varmepumpe i udbud, hvilket markerer milepæl i omstillingen fra kulbaseret fjernvarme til en klimavenlig og grøn fjernvarme.

Havvandsvarmepumpen bliver Danmarks største, og den er et helt centralt element i den fremtidige grønne fjernvarmeproduktion i Aalborg Forsyning, hvor anlægget skal levere 25 procent af fjernvarmen til varmeforbrugerne.

- Vi er i fuld gang med en meget spændende grøn omstilling i Aalborg Forsyning, hvor vi erstatter kul med en ny og klimavenlig fjernvarmeproduktion. Udover at være grøn og fleksibel er det også vores mål, at fjernvarmen skal være økonomisk fordelagtig for vores varmekunder. Det vil sige, at vi går efter at kunne holde varmeprisen på det nuværende niveau, selvom vi skal ud i nogle store investeringer for at kunne gennemføre den grønne omstilling, forklarer bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning og rådmand for klima og miljø, Per Clausen (EL) i en pressemeddelelse.

Havvandsvarmepumpen skal ligge ved Limfjordens nordlige bred ved Nordjyllandsværket. Og det er en ideel placering ifølge direktør i Aalborg Forsyning, Søren Gais Kjeldsen.

- Her vil havvands-varmepumpen ligge helt tæt på knudepunktet for varmeforsyningen og tæt på Limfjorden. Det er netop energien fra vandet i Limfjorden, som vi fremover vil udnytte i den grønne varmeforsyning. Der er er tale om en effektiv, fleksibel og klimavenlig løsning, hvor vi via en varmepumpe overfører varme fra havvandet til fjernvarmevandet, siger han.

Aalborg Forsyning bruger i dag vandet fra Limfjorden til afkøling af kondensatorerne på det kulfyrede kraftværk, og det er planen, at havvands-varmepumpen skal genbruge den eksisterende kølevands-infrastruktur på stedet.

I forbindelse med udarbejdelsen af udbuddet har Aalborg Forsyning været i tæt dialog med markedet og potentielle leverandører af store havvands-varmepumper.

- Vi har oplevet stor interesse fra både nationale og internationale leverandører, og vores dialog med markedet har vist, at det er mest hensigtsmæssigt at udbyde havvandsvarmepumpen i to totalentrepriser - en teknikentreprise og en bygningsentreprise, fortæller Søren Gais Kjeldsen.

Det er teknik-entreprisen, der nu sendes i udbud, og den omfatter både selve varmepumpen samt leverance og etablering af alt procesudstyr i tilknytning til varmepumpe-installationen. Bygningsentreprisen vil efter planen blive sendt i udbud i løbet af april måned og omfatter alle bygge- og anlægsarbejder i relation til havvandsvarmepumpen.

Det er planen, at havvandsvarmepumpen sættes i drift i løbet af 2025 - derudover planlægger Aalborg Forsyning at øge brugen af overskudsvarme, etablere flere varmepumper, en elkedel og et varmlager.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.