Venindes afskedsgave var væk, da Anne besøgte sin mors gravsted

Det er en sjældenhed, at der bliver stjålet fra de kommunale kirkegårde. Alligevel var buketten fra Annes mors veninde væk, da hun kom til gravstedet

Anne holder vasen, der skulle være fyldt med en hvid buket fra morens veninde. I stedet var den tom, da hun kom til gravstedet. Foto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Anne holder vasen, der skulle være fyldt med en hvid buket fra morens veninde. I stedet var den tom, da hun kom til gravstedet. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

AALBORG:Det var et ulykkeligt øjeblik, da Anne Lauth kom til sin mors gravsted for at se den buket, hendes far, Jørn Lauth Christensen, havde stillet der dagen forinden.

Hun havde glædet sig til at se den flotte buket, men hvad hun mødte, var en tom vase.

Selvom Østre Kirkegård er stor, forsøgte Anne at lede, det bedste hun kunne, efter en hvid buket, som hendes far havde beskrevet den. Men den var ikke til at finde.

En gave fra morens veninde

Anne Lauth's mor Ulla døde af brystkræft i foråret som 80-årig. Inden hun gik bort, havde hun et ønske om, at de pårørende donerede penge til Kræftens Bekæmpelse i stedet for at bruge penge på en buket til begravelsen.

Derfor modtog Jørn Lauth Christensen i stedet et gavekort fra en veninde til sin afdøde hustru, som skulle bruges til at købe blomster til gravstedet, når det var blevet etableret.

Onsdag i sidste uge gik han ned i den lokale blomsterforretning i Gistrup, købte en hvid buket og tog ud og placerede den i en aflang vase ved gravstedet.

Da han ikke havde sin mobil med sig til at tage et billede, ringede han til sin datter, da han kom hjem, og de aftalte, at hun ville køre forbi efter arbejde den efterfølgende dag, så hun kunne se blomsterne ved gravstedet.

Vasen var tom

Men da datteren Anne Lauth kom derud, var vasen tom.

Anne fortæller, at hun først tænkte, hun måske havde hørt forkert. Måske det var flere dage siden, at hendes far havde været der, og så havde graveren fjernet blomsterne.

Da hun henvendte sig til kirkegårdskontoret, kunne de fortælle, at det ikke var tilfældet, og faren kunne bekræfte, at det var dagen forinden, han havde været der.

- Jeg blev simpelthen så skuffet og gal. Hvem kunne dog finde på at tage en buket fra en kirkegård og give den til sin mor eller en anden, tænkte jeg, fortæller Anne Lauth.

- Mine far var så glad, da han havde været nede og sætte blomsterne i vasen. Han blev selvfølgelig også både skuffet og ked af det - nu havde han været nede og købe den for min mors veninde, og så var den blevet stjålet. Det var jo ikke til at tro.

Anne Lauth sidder ved sin mors gravsted og iagttager den tomme vase. Foto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Anne Lauth sidder ved sin mors gravsted og iagttager den tomme vase. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Ikke et problem

Leif Thomsen, som er formand for de tre kommunale kirkegårde i Aalborg, Almen Kirkegård, Søndre Kirkegård og Østre Kirkegård fortæller, at det ikke er noget, de oplever hyppigt.

- Jeg har været her i 27 år, og jeg har da hørt det nogle gange. Jeg betegner det slet ikke som et problem. Det er flere år tilbage, siden jeg sidst hørte om noget lignende på en af vores kirkegårde, siger han.

Leif Thomsen synes, det er ærgerligt og synd for de pårørende, når det sker, men generelt oplever han, at deres kirkegårde er rolige.

Det gælder også Almen Kirkegård, som ligger mere centralt i byen, og selvom der færdes mange, både gående og cyklister, ser han det som en positiv ting, at folk ønsker at benytte stierne.

- Fra tid til anden er der en pårørende, der siger, at noget er væk. I nogle tilfælde, hvor der er meget tørt, har vi set, at fuglene kan finde på at hive dem op af vaserne for at drikke vandet, men det er der jo ikke lige nu, siger Leif Thomsen.

En episode som sætte sine spor

Alligevel fortæller Anne Lauth, at episoden ikke har gjort, at hun er nervøs for at stille ting på gravstedet igen.

- Min far har været deroppe i mandags med en ny buket, og jeg var derude i går for at se, om den var der, og det var den, siger hun.

- Det kan jeg nu glæde min far med.

Desværre er tendensen til tyverier på gravsteder et problem på Nørresundby Kirkegaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.