Vil du give dine unger en teateroplevelse er "Mio, min Mio" et must.

Børneforestilling, som bekræfter, at teateret kan noget, som det er værd at satse på

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Astrid Lindgren: Mio, min Mio

Aalborg Teater, Lille scene

Hvis du gerne vil give dine unger en teateroplevelse, er Aalborg Teaters udgave af Mio, min Mio et must.

Du får - og giver - fem kvarters musestilhed og fokuseret opmærksomhed på noget, der ikke er en uendelig strøm af videoer på en mobilskærm, og det er ikke hverdagskost for nutidsbørn. Det bedste bevis på, at teateret kan noget, som det er værd at satse på. Noget der har betydning, noget at tale om og reflektere over.

Der er tunge emner på tapetet, ikke alt bliver forklaret, og ind imellem er det også både trist, dramatisk og uhyggeligt. Her fortælles eventyret med enkle, men virkningsfulde midler. Det er superflot at se på og lytte til, og de unge tilskuere (anbefales fra 6 år) får lov til at bevæge sig rundt som led i en forestilling, der er rørende på en inderlig og stilfærdig måde.

Scenografien er enkel, fantasifuld og nærmest betagende, og kostumerne og lyssætningen understreger fortællingen og karaktererne. Det markeres tydeligt, hvor vi er – i den såkaldt normale verden, i lykkelandet, hvor alt er godt, og i Ridder Katos uhyggelige underverden.

En meget moderne udgave af det, teater kan når det er allerbedst – og her på børnenes betingelser og med deres perspektiv.

Vi ser teateret lege med kostumer, effekter og kulisser, vi er klar over, at det hele er en illusion – men altså en troværdig en, som det er let at lege med på.

Vi er langt inde i fantasiens og eventyrets verden, og fortællestilen bygger helt grundlæggende på, at vores egen forestillingsevne spiller med og gør usynlighedskapper, heste af papir, sorgfugle på pinde, mørke skove og skumle fangehuller virkelige for øjnene af os.

Vi møder den ni-årige Bo Vilhelm Olsen, et børnehjemsbarn, som er blevet adopteret af et ældre ukærligt ægtepar. Han får at vide, at hans mor er død og at hans far er en sjuft. Han vil ikke tro på, at dette er sandt, og en dag finder han en flaske. Da han tager proppen af, befrier han en ånd, der tager ham med til Landet i det fjerne.

Her får han at vide, at hans rigtige navn er Mio, og at han er søn af landets konge, han bliver bedste venner med drengen Jum-Jum, og får af sin far en hest, Miramis. Han er lykkelig. Men han opdager også, at ikke alt er så vidunderligt, som det ser ud til.

I nabolandet bor den onde Ridder Kato, der har ladet adskillige børn kidnappe, og han har forvandlet deres hjerter til sten. Og selvom Mio er en lille dreng, er det hans forudbestemte opgave at bekæmpe Ridder Kato. Sammen med Jum-Jum og Miramis tager Mio af sted for at møde sin skæbne på en farefuld færd.

Forestillingen er en unik mulighed for en fælles teateroplevelse for børn og voksne, der både viser os Astrid Lindgrens fantastiske børneunivers og giver anledning til at kaste lys på nogle af livets store spørgsmål: Savn, ensomhed, håb, venskab, ondskab.

Opsætningen på Lille Scene, hvor vi bevæger os rundt i rummet, giver en tæt og intim atmosfære og et fællesskab om det, vi oplever sammen.

Det er måske en smule utraditionelt at starte teatersæsonen med en børneforestilling, men hvor er det skønt at opleve, at børneteater taler ligeud til børnene, og hverken nedefra og op eller oppefra og ned.

Uden at de ledsagende voksne tages som gidsler. Vi følger med på rejsen og føler med Bo og Jum-Jum på deres farlige mission.

Og følsomme sjæle kan nok, uanset alder, knibe en lille tåre, når retfærdigheden sker fyldest, og de kidnappede børn kommer hjem igen.

Mio, min Mio er en smuk fortælling om at være modig, selvom man er bange, og om at påtage sig et ansvar for sig selv og andre.

Vi må heller ikke glemme at hylde de medvirkende, der giver den fuld gas og med den tætte kontakt til publikum kan udfolde alt, hvad de kan, i både gestus, mimik og replikker.

Der er fysisk krævende scener, baksen med tunge sætstykker og anstrengende hestegalop, og helheden er med til at gøre historien virkelighedsnær, selvom den foregår - ja altså, i Landet i det fjerne.

Forestillingen spiller indtil 21. oktober, og den fortjener at spille for fuldt hus.

Og dine børn fortjener at se den.