Vild biljagt i Aalborgs gader: Nu er vanvidsbilist dømt
En 32-årig mand er dømt for vanvidskørsel og for flere gange at have kørt med narko i blodet
Opdateret kl. 15:23
AALBORG: En 32-årig mand er blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for blandt andet vanvidskørsel i Øgadekvarteret i januar, hvor tre politibiler var involveret i en hæsblæsende biljagt.
Det oplyser anklager Stine Eriksen.
Vanvidskørslen skete om eftermiddagen 14. januar og startede på Hadsundvej, da den 32-årig så politiet og forsøgte at stikke af. Den 32-årige var nemlig narkopåvirket og kørte uden kørekort.
Den 32-årig kørte ind i Øgadekvarteret, hvor han både kørte på fortov og cykelsti, kørte over for rødt og tre gange udsatte andre for fare.
To gange måtte modkørende bilister lave voldsomme undvigemanøvre for ikke at blive ramt, og en kvinde måtte på et tidspunkt også springe til siden for at undgå at blive påkørt af den 32-årige.
Efter omkring 10 minutter lykkedes det de tre politibiler, der var sat ind i jagten på vanvidsbilisten, at få standset ham på Sverigesgade.
Vanvidskørslen i januar var dog langt fra den eneste færdselsforseelse, den 32-årige har på samvittigheden.
Han er også dømt for gentagne gange at køre i narkopåvirket tilstand, og for at køre uden kørekort, som han har mistet for lang tid siden, oplyser Stine Eriksen.
I Retten i Aalborg erkendte den 32-årige sig skyldig i samtlige 45 forhold, han var sigtet for.
Udover fængselsstraffen, er han blevet frakendt kørekortet i yderligere 10 år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.