Jazzen vender tilbage

Vildskab og beruselse: Da jazz’en indtog Aalborg

Tag med tilbage til East Park Jazz i 50'erne og 60'ernes Aalborg, hvor jazz ikke bare var musik, men en frigørende kultur, der fangede en generation

Det startede som en ungdomsklub og endte som en professionel jazzklub, hvor folk stod i kø for at få plads. Tag med tilbage til East Park Jazz. Foto: Per Leerberg

Det startede som en ungdomsklub og endte som en professionel jazzklub, hvor folk stod i kø for at få plads. Tag med tilbage til East Park Jazz. Foto: Per Leerberg

AALBORG:Earl Hines, den amerikanske jazz- og tidligere Louis Armstrong-pianist, skutter sig og kigger skeptisk ned i mudderet, da han en mørk aften føres hen til tyskerbarakken på Kong Christians Allé i Aalborg. Han er i mørkt jakkesæt, håret er redt glat tilbage over hovedet med et tykt lag glinsende pomade, på fødderne har han blanke sko, som han forsøger at styre uden om vandpytterne i mørket. Da han får øje på barakken, ser han decideret betænkelig ud, det er et oplagt gerningssted. Selvom sorte musikere er populære i Europa, er der fortsat folk, der betragter jazz som urskovsmusik.

Da han træder indenfor i barakken og ser det over tre meter lange Hornung & Møller-flygel og den tætpakkede sal, lyser hans ansigt op. Den aften giver han en koncert med både gribende følsomhed og sprudlende overskud, som man flere år efter taler om i jazzmiljøet i Aalborg.

Earl Hines i Barakken. Foto: Per Leerberg

Earl Hines i Barakken. Foto: Per Leerberg

- Hans fortolkninger af Nat King Cole var fuldstændig formidable. Alle kendte Louis Armstrongs band Hot Seven, som han havde spillet med i, alle havde set frem til den aften, fortæller musiker Poul Erik Broberg, der var til stede denne aprilaften.

Fra musik til ungdomsbevægelse

Da Earl Hines spiller i 1965, er jazzmiljøet i Aalborg én stor levende organisme. I de 10 år, der er gået inden koncerten på Kong Christians Allé, er der sket en decideret jazzrevolution.

Jazzen rammer Aalborg allerede i 1930'erne sammen med resten af landet. Unge samles i studiekredse for at spille plader og diskutere, hvilken jazz der er mest "ægte", og parallelt med studiekredsene sniger jazz sig ind på Aalborgs danserestauranter som Roxy, Odd Fellow Palæet og Kilden - i en letfordøjelig underholdningsudgave, hvor aftenens orkester passer lidt jazz ind mellem danseviser, matiné og flødeskumskage efter gæsternes humør. Det skal helst være genkendeligt - ikke for mange eksperimenter.

Vejgaard Jazzband på Hotel Kong Frederik i 1933.

Vejgaard Jazzband på Hotel Kong Frederik i 1933.

Jazz på "Roxy" med Bobby Martins Orkester. Bobby Martin blev i Aalborg Stiftstidende omtalt som "Harlems Jazz konge" og med sig havde han seks "swingtime negere".

Jazz på "Roxy" med Bobby Martins Orkester. Bobby Martin blev i Aalborg Stiftstidende omtalt som "Harlems Jazz konge" og med sig havde han seks "swingtime negere".

Men i 1950'erne eksploderer det. Krigen er ovre, kanalerne til USA åbnes op, og nye jazzkunstnere fejer benene væk under et længselsfuldt og tørstende publikum, der elsker den oprørskhed og det brud med stive borgerlige normer, jazzen repræsenterer. I musikken er der er en vildskab og en beruselse som intet andet, og på få år bevæger jazz sig fra undergrundskultur til at blive omdrejningspunkt for en moderne ungdoms- og populærkultur. Antallet af jazzklubber eksploderer i hele landet - i Aalborg hedder klubben, der samler alle, East Park Jazz.

Vi har talt med nogle af dem, der var med i klubbens inderste kreds.

Arbejderdrengene går i jazz

Brevene fra 15-årige Poul Erik Broberg til sin to år ældre bror Kai, der uddanner sig i flyvevåbnet, er fyldt med begejstring.

Poul Erik har få dage forinden været til sin første koncert i den nye jazzklub, der er åbnet i Aalborg. Den er startet op i Østparken i Øgadekvarteret, hvor forældre i boligforeningen har samlet underskrifter ind for at skaffe deres unge et sted at øve, men de unge begynder efter kort tid at arrangere koncerter i Tivoli.

East Park Jazz kalder de klubben, og musikkens inderlighed og rytmer går lige i hjertet på Poul Erik. Gennem brevene smitter han sin bror, som han holder opdateret på hvert et navn og nummer.

Poul Erik går stadig i skole, Kai tjener penge som telegrafist i flyvevåbnet, og en dag går han ud og køber en klarinet, uden overhovedet at vide på forhånd, hvordan sådan en ser ud. Han har hørt plader med Benny Goodman, og han ved, at han bare må spille på dét instrument. Et stykke tid efter forærer han Poul Erik en trompet, og efter endnu et par måneder starter de deres første band, Washboard Ramblers, med Karsten Amstrup på vaskebræt. De har aldrig før spillet instrumenter, men de er frygtløse og efterligner, hvad de hører.

Fra venstre Kai og Poul Erik Broberg. Foto: Claus Søndberg

Fra venstre Kai og Poul Erik Broberg. Foto: Claus Søndberg

- Alt, der er amerikansk, er godt!

Det samme gør andre unge i Aalborg. Kunstnerne, de indstuderer, er blandt andet engelske Chris Barber og Ken Colyer - og som mange andre af Danmarks unge er de dybt fascinerede af de mange store sorte jazzmusikere, der i disse år søger til Europa for at spille. Her oplever de ikke samme grad af racisme som i USA, hvor de er gode nok til at optræde, men ikke må færdes blandt hvide efter koncerterne.

Det må de i Danmark, hvor landets unge hylder de sorte musikere, som får tagene til at lette på landets spillesteder. En af de unge er 15-årige Laila Amstrup.

- De er jo så dygtige– for guds skyld! De kommer fra USA, og vi ligger på maven for dem, griner den tidligere jazzsangerinde, der som ung teenager er dybt optaget af amerikansk kultur og dyrker den med sin nye kæreste Karsten, der også kommer i miljøet.

Laila Amstrup. Foto: Martin Damgård

Laila Amstrup. Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Laila Amstrup (th) med veninder i East Park omkring 1963. Foto: Per Leerberg

Laila Amstrup (th) med veninder i East Park omkring 1963. Foto: Per Leerberg

- I 1955 har jeg det sådan, at alt, der er amerikansk, er godt, og vi rager til os hvad vi kan af plader og kultur, fortæller Laila Amstrup, der har dyrket musikken siden hun var barn.

- Allerede da jeg var 12 år, lærte jeg numre ved at stå uden for toilettet og vente på at komme til, når min onkel sad på lokum og øvede soloer på sin klarinet. Han var kun otte år ældre end mig og tog mig med ned for at høre blues med Big Bill Broonzy i Håndværkerforeningen, fortæller hun om sine første musikoplevelser.

Men det er jazzen, der får hendes hjerte til at slå hurtigt. I starten betragter hun dybt genert bare drengene, når de øver, men med årene træder hun selv på scenen.

Vi møder hende i hendes stue i et rækkehus i Hjallerup. Væggene er fyldt med farverige abstrakte malerier, i hendes reol står albums med både moderne og gamle jazzkunstnere, møblerne er hjemmebyggede af hendes mand eller også er de fundet. Spisebordsstolene er fra et gammelt værtshus, en af dem har bidemærker fra ham den stærke, der kunne løfte en stol med tænderne, hver effekt fortæller en historie.

Hun er klædt i sort og har lagt en diskret makeup med mascara og en naturlig læbestift. I år bliver hun 80 år, jazzsangerinden fra Gabadela og Limeriver Jazzband blandt andre legendariske jazzbands fra byen. I år er det 65 år siden, at hun første gang kom i det miljø, der har præget hendes liv.

Et miljø bliver til

Det er sommer 1956, og folk strømmer til Restaurant Påfuglen i Tivoli i Karolinelund, der danner base for klubbens første sæson af koncerter. De unge har lavet en bestyrelse og udtænkt en forretningsmodel - folk må betale medlemskab, hvis det skal kunne hænge sammen. Aftenerne byder på både koncert, danseopvisning og en jamsession, og de bliver hurtigt et tilløbsstykke for unge.

Mange kommer imidlertid ikke for musikken, men for at danse jitterbug med masser af hofter, overkrop og bagdele i bevægelse - med anderumpe-frisurer, spidse sko og smalle bukser og strutskørter.

Artiklen fortsætter efter billederne

Dans til lokale orkestre. Foto: Per Leerberg

Dans til lokale orkestre. Foto: Per Leerberg

The Graham Stewart Seven indtager Slotskroen denne november aften, billetter koster mellem to en halv eller tre en halv krone. Foto: Per Leerberg

The Graham Stewart Seven indtager Slotskroen denne november aften, billetter koster mellem to en halv eller tre en halv krone. Foto: Per Leerberg

The Red Hot Peppers fra Frederikshavn giver koncert i Paafuglen. Foto: Per Leerberg

The Red Hot Peppers fra Frederikshavn giver koncert i Paafuglen. Foto: Per Leerberg

- Det bedste par er "Mureren og Norma". De er formidable i deres teknik, når de slynger hinanden gennem luften, fortæller Laila, der elsker den løssluppenhed, der kommer til udtryk gennem musikken.

Der opstår i disse år mange bands blandt medlemmerne. Der er ingen skarp opdeling mellem amatører og de professionelle, det handler bare om at spille, og både musikere og publikum holder ved, når klubben rykker rundt i byen – på jagt efter en fast base. Efter et ophold i Skovkroen i Blegkilde, finder man i 1959 det sted, der indfanger det hele.

Røg og sved i champagnekælderen

Det er kvælende varmt, der lugter af sved og parfume, og det trange lokale er så fuld af røg fra cigaretter og stearinlysene på væggene, at det er svært at se mange meter frem. De to brødre, Kai og Poul Erik Broberg, er på scenen med Red Hot Peppers i det nye sted og spiller hurtig New Orleans jazz.

Det er en af de første koncerter i den gamle gærkælder i Skovdalen, også kendt som Champagnekælderen, hvor de har fået lov til at være af kommunen. Der kan være 150 mennesker, og folk står så tæt, at man nærmest ikke kan presse en hånd ind mellem parrene, der danser til tonerne fra messingblæseinstrumenterne fra scenen.

Champagnekælderen med Viggo Kanstrups orkester under de lavloftede hvælvinger. Foto: Per Lerbeerg

Champagnekælderen med Viggo Kanstrups orkester under de lavloftede hvælvinger. Foto: Per Lerbeerg

De har været heldige at få plads. Udenfor presser 150 mennesker på for at komme ind, og som koncerten skrider frem, bliver presset fra dem så stort, at dørene ryger af hængslerne - de folk, der forsøger at stemme imod indenfor, står reelt med løse døre i hænderne mellem sig selv og folkemængden. De er nødt til at sende bud ud og sige til folk, at de ringer efter politiet, hvis ikke de opløser køen. Det gør de så.

Men East Park Jazz bliver ved med at suge byens unge til sig. Der er ingen ventilation, sveden driver ned ad folks rygge under sweatrene, der er på mode i disse år, men der er som i de parisiske musikkældre, det er vidunderligt - og så populært, at der kan mærkes et fald på byens øvrige beværtninger.

- Der var altid stuvende fuldt indenfor og kø udenfor, men det er faktisk utroligt, hvor meget vi havde styr på det. Der var aldrig slagsmål eller problemer, konstaterer Kai, der er en af dem, der sætter champagnekælderen i stand.

Vi taler over fiskefrikadeller på restaurant Ombord i bådehavnen. De to brødre, Kai på 81 år og Poul Erik på 79 år, stadig pæne mænd med gråt skæg, lune øjne og kasketter, drikker specialøl og skændes lidt undervejs, som de rejser tilbage i tiden. De er ikke helt enige om årstal, rækkefølge på koncerter, navne i deres over 60 års historie i miljøet. Kai er storebror og får ofte det endelige ord.

Kai Broberg dyrker som musiker både traditionel New Orleans jazz og moderne jazz. Han har blandt andet spillet i Washboard Ramblers, Savoy Jazzmen, Gabadela, Wash og swingensemblet Gazebo. Foto: Claus Søndberg

Kai Broberg dyrker som musiker både traditionel New Orleans jazz og moderne jazz. Han har blandt andet spillet i Washboard Ramblers, Savoy Jazzmen, Gabadela, Wash og swingensemblet Gazebo. Foto: Claus Søndberg

Da han vendte tilbage til Aalborg fra militæret i 1957, kastede han sig ind i arbejdet med den populære klub, og I 1959 kan man se ham slæbe skolepulte over skulderen gennem byen fra en skole i Vejgaard til Champagnekælderen for at have møbler at indrette den med.

East Park Jazz er nu oppe på over 1000 medlemmer, og folk følger med videre, da brandmyndighederne efter få måneder lukker kælderen ned. Næste stop for klubben er den gamle tyskerbarak på Kong Christians Allé fra 1930’erne, som de kan leje af kommunen, der gerne vil kompensere for lukningen af Champagnekælderen.

Det ligner noget, der er løgn. Gulvbrædderne står op i buer, men det fikser kommunen, der derudover låner de unge 10.000 kr. til istandsættelse.

De unge maler barakkens indre, istandsætter og bygger selv møbler, bardisk, stereohøjtalerskab og scene, og stedet får en moderne tresserstil. Og deres arbejde er godt givet ud. De næste seks år i barakken frem til 1966 bliver den mest seriøse epoke i klubbens historie.

Tyskerbarakken efter moderniseringen med komplet stereohøjtaleranlæg med diskant-runds-predere. Foto: Per Leerberg

Tyskerbarakken efter moderniseringen med komplet stereohøjtaleranlæg med diskant-runds-predere. Foto: Per Leerberg

Den amerikanske tenorsaxofonist Dexter Gordon gav koncert i barakken 18. juni 1964. Foto: Per Leerberg

Den amerikanske tenorsaxofonist Dexter Gordon gav koncert i barakken 18. juni 1964. Foto: Per Leerberg

Inderkredsen arrangerer jazz-filmaftener, debatter, jazz-rejser til udlandet, og så udgiver de klubblad med nyt om amatørkonkurrencer, orkestre i ind- og udland og samarbejder med andre klubber i landet. De er gået fra at være ungdomsklub til en professionel jazzklub. Det er her, jazzelskere mødes, bliver gift, skilt og finder sammen med andre i miljøet. Det er et lille samfund i samfundet, et stykke Paris i Aalborg.

Der er kun sodavandsudskænkning for publikum, men i baglokalet går musikere til den. En sangerinde drikker en aften en halv flaske snaps selv, fortæller Poul Erik og griner. Der er et liv i sig selv bag scenen.

- Hendes stemme lød også derefter.

Større kunstnere kommer til i disse år - som altså Earl Hines, der bliver ført gennem mudderet en aften i 1966, samt lokale bands, der spiller sammen med deres helte på scenen.

East Park Jazz er på alle måder et samlende miljø for musikere og musikelskere. Men i 1966 er det slut. Kommunen vil rive barakken ned og opføre et kunstmuseum.

Splittet i alle retninger

Det er på ingen måde sådan, at jazzen dør i Aalborg, da East Park Jazz lukker i 1966, fortæller historiker og jazzekspert Tore Mortensen.

Det sner udenfor vinduerne i Center for Dansk Jazzhistorie på Kjellerups Torv, hvor Tore Mortensen skænker kaffe fra en termokande og holder blikket fæstnet imod den lille scene mellem reoler med LP'er og jazzbøger og bordet med voksdug, når han skal genkalde sig epokens vigtige figurer og navne.

Tore Mortensen på Center for Dansk Jazzhistorie. Foto: Torben Hansen

Tore Mortensen på Center for Dansk Jazzhistorie. Foto: Torben Hansen

Han kom selv ind i jazzmiljøet i Aalborg i 1970'erne. Begge hans brødre var musikere. Han har siden da fulgt jazzscenen og afdækket den historisk - ikke bare som et musikfænomen men som et kulturfænomen.

Han er med på tæt hold, da scenen ændrer sig i 1960'erne og 70'erne.

- I 1950'erne identificerer en hel generation af unge sig ud fra jazz, fortæller han og fortsætter.

- Men i 1970'erne kommer der flere genrer på banen. Mange skifter trompeter ud med guitarer, nu er det også pigtråd, beat og folk, der river i hofterne, og der sker en øget individualisering. Sidstnævnte kan også mærkes i jazzen, hvor der opstår flere blandingsgenrer.

På Aalborgs jazzscene betyder det, at der fra 1960'erne og frem sker en udspaltning blandt dem, der dyrker jazz. Det foregår i takt med udviklingen af Aalborg fra en arbejder- og industriby til en moderne by med nye store offentlige institutioner og servicefag. Ånden fra East Park lever dog videre op gennem 60’erne og 70’erne.

En hård kerne

Man kan undre sig over, hvorfor arrangørerne i East Park Jazz ikke bare fortsætter et nyt sted, da kommunen smider dem ud af barakken.

- Arghh, vi er trætte der, det er et naturligt tidspunkt for en pause. Folk slår sig ned og får børn. En del rykker fra byen, siger Poul Erik Broberg, der selv flytter til København i en periode.

Men der er dog folk, der fortsætter - en lille hård kerne af jazzmusikere og -fans, der i et par år har mødtes i East Parks baglokaler. De fortsætter efter klubbens lukning i det, de kalder Jazzkredsen af 1962. Heriblandt er Laila Amstrup og Kai Broberg, der finder et lokale i en baggård på Vesterbro.

Her mødes fast 20 mennesker for at spille, debattere og arrangere, Kai smører oste- og pølsemadder til dem alle.

Der er altid fuldt hus til koncerter. Blandt husorkestrene er Red Hot Peppers og senere Limeriver, som Laila bliver sangerinde i. En morgen, hvor Kai inviterer et engelsk jazzband med hjem til morgenfest, går snakken så lystigt på engelsk, at man til sidst ikke kan høre, hvem der er englændere og danskere. Hans hustru tager det i stiv arm.

Det er også kernemedlemmer fra East Park Jazz, der i 1969 tager initiativ til jazzklubben Slotsgade 27 samt værtshuset Katten i Skipper Clementsgade, som tidligere bestyrelsesmedlem i East Park, Per Leerberg Mortensen, åbner samme år, som East Park klubben lukker. De dyrker traditionel jazz, og af og til fyldes det til bristepunktet, når husorkestret Gabadela eller store amerikanske kunstnere kigger forbi.

Artiklen fortsætter efter billederne

En fredag aften i Slotsgade 27.

En fredag aften i Slotsgade 27.

Gabadela på Jazzhus Louis med autografvæggen i baggrunden. I første række nummer to fra venstre ses Kai Broberg.

Gabadela på Jazzhus Louis med autografvæggen i baggrunden. I første række nummer to fra venstre ses Kai Broberg.

Jomfru Ane Gade cirka 1991. Foto: Brems Foto

Jomfru Ane Gade cirka 1991. Foto: Brems Foto

Komcert med Villy Moesgaard, Per Jensen, Søren Lundbye og Olav Gudnason og Thad Jones på Jazzhus Louis. Foto: Jens Morten

Komcert med Villy Moesgaard, Per Jensen, Søren Lundbye og Olav Gudnason og Thad Jones på Jazzhus Louis. Foto: Jens Morten

I marts 1972 kommer Jazzhus Louis til i Jomfru Ane Gade. I starten med en overvægt af traditionel jazz, og den udkonkurrerer på få år både Katten og jazzklubben. Som den eneste i Jomfru Ane Gade holder den åbent til kl. 05, men hvor East Park tiltrak unge med faglige uddannelser, tiltrækker Jazzhus Louis især de mange nye universitetsstuderende, heraf mange fra konservatoriet.

I 1975 åbner Multi Maren i Maren Turis Gade, der samler både jazz, folkemusik, klassisk og kammermusik, og en overgang er det landets største musikhus medlemsmæssigt. I 1983, da det er slut med jazz på Louis, åbner Rendez Vous i Jomfru Ane Gade dørene for jazz - især den moderne avancerede og eksperimenterende udgave.

Jazztilbuddene i Aalborg er der – men det er ikke det samme, konstaterer Poul Erik og tager en slurk øl.

Der opstår et tomrum i 70’erne og 80’erne, også selv om størstedelen af publikum til jazz på Jazzhus Louis er gamle medlemmer af East Park.

- Der er ikke samme orden og respekt der fra publikum, og stederne har svært ved at få det til at hænge sammen. Det er jo ikke en klub, så de lokale musikere spiller ikke gratis længere, fortæller han.

I start 80’erne åbner Kompasset i lystbådehavnen, der sammen med Gabadela, som Kai spiller i, lancerer Jazz Band Balls med spisning og dans første fredag i måneden, men heller ikke det kan køre rundt i længden.

Frokostjazz på Kompasset. Foto: Knud Lauridsen Collection

Frokostjazz på Kompasset. Foto: Knud Lauridsen Collection

Interessen fra publikum svigter, det engang store publikum til traditionel jazz går mindre i byen, og i 1984 stiller en musikanmelder ved Aalborg Stiftstidende efter flere tomme koncerter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er noget jazzpublikum i byen - er Aalborg en jazzby?

Satchmo - jazz med kartoffelsalat

Der mangler en klub, det mærker alle de gamle kernemedlemmer fra East Park, da de i slut 80’erne igen er klar til at dyrke jazzen. De er i 40’erne, børnene er flyttet hjemmefra, men hvor skal de gå hen?

Genrerne, de dyrker, er i høj grad de samme, som i East Park tiden, men jazzmiljøet i byen er anderledes. Der er nu masser af fusionsjazz, og de musikstuderende og akademikere, der hænger ud i miljøet, kommer der for at lytte, ikke danse og snakke.

Da trommeslageren Frank Erik Sørensen ringer til Poul Erik Broberg og spørger, om han vil være med til at lave en ny klub sammen med Ernst Trilingsgaard, siger han ja.

Den åbner i 1989 og hedder Jazzclub Satchmo, opkaldt efter Louis Armstrongs kælenavn, og de får lov til at lave koncert en gang om måneden i Aalborghallens radiosal.

Den første koncert i Aalborghallen er med Limeriver Jazzband, der spiller gratis, senere bliver det til koncerter med Glenn Miller, Chris Barber m.fl.

Limeriver Jazzband.  Fra venstre Poul Erik Broberg og Jørgen Schou. Foto: Knud Lauridsen Collection

Limeriver Jazzband. Fra venstre Poul Erik Broberg og Jørgen Schou. Foto: Knud Lauridsen Collection

Laila Amstrup sammen med Limeriver Jazzband i 1990. Foto: Grethe Dahl

Laila Amstrup sammen med Limeriver Jazzband i 1990. Foto: Grethe Dahl

De første år har de et højt medlemsniveau på mellem 500 og 1000, fortæller Poul Erik, der i flere år sidder som formand for klubben. Musikken er primært den gamle New Orleans Jazz, og da de en overgang har til huse i Huset i Hasserisgade, er det til tider som at tage tilbage til East Park dagene, det er hyggeligt, og folk står i kø.

Laila Amstrup er en af dem, der lagde musikken på hylden, imens hun fik børn, uddannede sig til pædagog og senere drev galleri med sin mand. Da han dør som 40-årig af kræft, tager hun sangen og miljøet op igen.

- På det tidspunkt var jeg begyndt at tage til Aarhus for at høre jazz, og det var skønt igen at kunne mødes lokalt, fortæller Laila, der i mange år sidder i bestyrelsen i Satchmo.

I dag hører Satchmo til i Duus Vinkælder. Første torsdag i hver måned mødes de fast over kartoffelsalat og frikadeller eller andet, og så er der musik fra kl. 19 til 22. Nogle gange kommer der op til 60 til koncerterne, andre gange kun halvt så mange.

Det er en udvikling, som Laila Amstrup følger med ærgrelse.

- Vi har demografien imod os, vi er ved at uddø. En jazzklub kan kun eksistere, hvis der er et medlemsgrundlag, der betaler kontingent, og hvis man får støtte fra Statens fonde til musik, siger Laila Amstrup, der ser miljøet dø med medlemmerne. Der kommer ikke yngre kræfter til.

Der dukker af og til sangere op fra musikkonservatoriet, der sidder ind. Satchmo er et godt sted at få sceneerfaring.

- Specielt et par stykker er rigtig dygtige, siger Laila Amstrup, men det gamle og det nye jazzmiljø i Aalborg smelter ikke sammen.

- Det er barsk at sige, men det er sådan med jazzpublikummet, at de, der godt kan lide moderne, har altid set ned på dem, der godt kan lide traditionelt. Og de, der godt kan lide traditionelt, synes, at det moderne er noget højrøvet lort. Sådan har det altid været.

2020: En ny generation tager fat

På El Mundo i Jomfru Ane Gade sidder folk og snakker, imens en trio tæsker løs på kontrabas, trommer og klaver. Kalenderen viser februar 2020, og arrangøren er Jazz9tus, en organisation startet op af bassist Kenneth Dahl Knudsen, der arrangerer jam-sessioner og artist talks. Nogle koncerter tiltrækker flere hundrede unge, og det er svært ikke at drage paralleller til East Park Jazz miljøet i 60’erne i klubbens storhedstid.

Men den sammenligning kan ikke laves, mener Tore Mortensen på jazzcentret.

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

- Historien gentager sig aldrig, det nye miljø er noget andet. East Park appellerede til en hel generation. De folk, der begyndte at spille der, var ikke musikere, før de kom der, men håndværkere, der lyttede til plader, siger han og peger på, at langt størstedelen af den nye generation af jazzmusikere går på konservatoriet.

- De skal ikke lære at spille, de skal lære at prøve at lyde som sig selv i en tid, hvor alt kan lade sig gøre musikalsk, siger han.

Ifølge ham er det ikke overraskende, at et nyt ungt eksperimenterende jazzmiljø lige nu spirer frem i Aalborg, sådan har de gennem alle årene skudt op og døet hen for at blive afløst af nye.

Karakteristisk for dem alle er, at de enkelte miljøer sjældent blander sig med hinanden. Der er jazzsteder i byen, hvor folk fra andre grupperinger aldrig vil drømme om at sætte deres ben, fortæller Tore Mortensen og peger ud på jazzcentrets scene som en undtagelse fra reglen.

Her sætter de under navnet "Kennys Corner" unge musikere fra konservatoriet sammen med erfarne ældre jazzmusikere for at give dem sceneerfaring - et initiativ fra Kenneth Dahl Knudsen.

- Vi har haft New Orleans folk til at jamme her med nye konservatoriestuderende, som laver helt ny musik. Jazzcentret bliver på den måde en slags udslusningssted for studerende, hvor de kan prøve at spille for et publikum, fortæller han.

For nylig optrådte 20-årige Casper Hejlesen, et ungt guitartalent med en klassisk Wes Montgomery stil, sammen med Jonas Dannerbugt, der er kendetegnet af en mere anarkistisk tilgang. De havde ikke øvet sammen på forhånd, og koncerten endte som et vildt ridt, hvor de jagtede hinanden på strengene, provokerede hinanden som to rappere, der prøver at efterlade den anden der, hvor han ikke har noget at give igen med. Folk hujede og var vilde.

Men du ser ikke et nybrud med koncerter, der trækker 200 unge til på en aften?

- Nej, men jeg medgiver, at Kenneth Dahl Knudsen er noget særligt. Han bringer fremragende musikere til Aalborg via sit store netværk og arbejder for at skabe et nyt miljø her. Og det er lykkedes. Han er noget så sjældent som entreprenør, og når der kommer en som ham, så sker der igen noget nyt.

På Restaurant Ombord kender Kai og Poul Erik Broberg ikke til det nye jazzmiljø arrangeret af Jazz9tus. Det er adskillige år siden, de har forladt Aalborg.

- Vi har mistet følingen med miljøet, selvom vi begge har spillet i byen flere steder, fx på Duus og jazzfestivalerne, siger Kai Broberg, der hele vejen igennem også har dyrket den moderne jazz og spillet på tværs med musikere som Særker Sørensen og Villy Moesgaard og flere andre, samt spillet swing med Gazebo.

Men han er de seneste år blevet meget bevidst om, hvordan han bruger sin tid.

Poul Erik nikker.

- Vi har godt nok spillet til mange begravelser de seneste år. Spist pølser og drukket øl og spillet ”Just a closer walk with thee” med de øvrige fra East Park tiden, der finder ind som andenstemmer. Det er smukt, men der er lidt for mange af dem, konstaterer han og tager en slurk øl.

Poul Erik Broberg spiller fortsat i Georgia Swing med Erik Johansen og Kai Broberg. Foto: Claus Søndberg

Poul Erik Broberg spiller fortsat i Georgia Swing med Erik Johansen og Kai Broberg. Foto: Claus Søndberg

Heller ikke Laila Amstrup kommer i det nye miljø, men hun har i mange år fulgt nye jazzmusikere, der har vokset sig stærke.

- Der er i flere år kommet mange nye bands til, der spiller traditionel jazz. De tager bare fat et andet sted og eksperimenterer meget mere, de er dybt raffinerede. Der er rigtig meget, der peger frem. I London er de traditionelle bands i dag ned til 15- 16 år, det hører jeg fra min datter i London, fortæller Laila, der er optimistisk på vegne af fremtidens jazzscene.

- Jeg talte en dag med jazzguitaristen Ole Bech, der beklagede, at han var født 40 år for sent. Der rettede jeg ham og sagde, at han nok snarere var født 40 år for tidligt, for sagen er, at al udvikling går i ring - også jazzen.

Artiklen er baseret på interviews med folk i miljøet samt artiklen "Jazz som transnational populærkultur" af Tore Mortensen og Knud Knudsen. Tak til Aalborg Stadsarkiv og Center for Dansk Jazzhistorie for lån af billeder, en stor del er fra Per Leerbergs scrapbog.

Jazzen vender tilbage

Jazz er på ingen måde en ny genre, kultur eller et nyt miljø i Aalborg, hvor folk har mødtes over jazz de seneste 100 år. For mange er genren dog kendt for at henvende sig til et ældre publikum, men et spirende og ungt jazzmiljø vokser i disse år frem. NORDJYSKE møder i denne serie ansigterne bag udviklingen, ser på, hvorfor jazz vender tilbage, og på hvad potentialet er for Aalborg som jazzby.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.