Ville opsøge mand med sit haglgevær: Skulle af med nogle frustrationer
En 44-årig mand er mandag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger
Opdateret kl. 15:46
AALBORG: En 44-årig mand blev mandag fremstillet i grundlovsforhør, efter han søndag besluttede sig for at tage til Nørresundby med sit haglgevær. Meningen var at tage kontakt til en person, men det endte med, at han gik tilbage i bilen med sit haglgevær. Han nåede altså ikke at komme ind på adressen.
- Hans tanke var at opsøge personen. Han har tidligere oplyst til politiet, at det var for at komme af med nogle frustrationer, siger senioranklager Torben Kaufmann.
Den 44-årige blev anholdt natten til mandag, da politiet fik en anmeldelse søndag. Senere samme dag fandt de haglgeværet på hans adresse.
Som afslutning på grundlovsforhøret blev han varetægtsfængslet i fire uger for at være i besiddelse af et oversavet haglgevær med ammunition samt at have medbragt geværet i en bil til en adresse i Nørresundby. Udover at nægte sig skyldig, nægtede den 44-årige også at udtale sig.
Den tiltalte kærede ikke dommens afgørelsen.