Voldsmand fejrer jul og nytår bag tremmer
47-årig varetægtsfængslet for at banke sin kæreste
NØRRESUNDBY: En 47-årig mand, der er godt kendt af politiet, skal fejre både jul og nytår bag tremmer.
Lillejuleaften blev han nemlig varetægtsfængslet frem til 4. januar i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Det oplyser vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi.
Manden får dermed 14 dage til at spekulere over det overfald på hans kæreste, han foretog natten til onsdag i en opgang i Nørresundby. Ifølge sigtelsen tævede han kæresten med både knytnæveslag og en kraftig halskæde.
Klokken 02.30 måtte naboer tilkalde politiet, og da betjentene kom derud, mødte de den 47-årige og hans 31-årige kæreste i opgangen.
På det tidspunkt var det voldelige skænderi dog ikke slut, og politiet måtte stoppe det.
Men den 47-årige mand havde ikke i sinde at falde ned, og han modsatte sig anholdelsen. Det udviklede sig til tumult mellem ham og betjentene, der måtte give ham peberspray og lægge ham ned.
Anholdelsen var så voldsom, at den 47-årige ikke selv kunne møde op i retten senere onsdag til et grundlovsforhør. Han havde nemlig stadig smerter efter anholdelsen som gjorde, at en læge vurderede, at han ikke skulle i retten, oplyser politikommissær Kenneth Rodam.
Den 47-årige blev derfor fremstillet in absentia, men dommeren ville ikke tage stilling til kravet om varetægtsfængsling, uden at manden selv var til stede. Derfor blev anholdelsen opretholdt, og torsdag var han så frisk til at kunne møde op i retten, hvor dommeren sendte ham 14 dage bag tremmer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.