Voldsom brand: Landejendom brændt helt ned
En mindre landejendom under renovering totalt ødelagt
Opdateret kl. 12:34
KONGERSLEV: Der udbrød mandag morgen brand på en gård på Refsnæsvej mellem Kongerslev og Gudumlund. Alarmen lød til Nordjyllands Beredskab klokken 06.01, og beredskabet rykkede med to slukningstog med brandbiler fra dels Mou, dels Terndrup og Støvring.
Branden var fra starten særdeles voldsom, og der bliver ikke meget tilbage af den mindre landejendom.
- Da vi kom frem, stod flammerne op gennem taget på både stuehus og en tilbygning, og bygningerne var reelt overtændte, så gården udbrændte totalt, konstaterer indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab.
- Vi kom i det her tilfælde aldrig på forkant med branden. Dertil var den for voldsom, og der blev derfor tale om at minimere skaderne, fortæller indsatslederen.
På grund af brandens voldsomhed blev der end ikke gjort et forsøg på at komme ind i bygningerne for om muligt at redde noget, men de bærende konstruktioner i form af både træspær og stålspær var ifølge indsatslederen så ødelagte, at det var alt for risikabelt at forsøge brandslukning ved at gå ind i bygningen.
Bygningen var ubeboet og tom og der var gang i en større renovering.
- Så når det nu skulle være, så var det nok det bedste tidspunkt for en brand på stedet. Så lå der nemlig ikke en masse rundt om på gulvene og brænder, siger indsatslederen.
14 mand har holdt branden under kontrol og var på stedet det meste af mandag formiddag. Kort før middag kunne beredskabet melde branden slukket, og brandfolk og brandbiler kunne returnere til deres respektive stationer.
- Vi havde vejret lidt imod os. Det blæste en hel del, og derfor kunne gløder, der ulmer, let flamme op igen, oplyser indsatslederen.
Men det blev dog ikke nødvendigt med bandvagter på stedet, som Nils Eltzholtz ellers på et tidspunkt regnede med.
Det var en nabo, der opdagede den voldsomme brand, men da var det reelt for sent. Ejeren af ejendommen er informeret og var også til stede på brandstedet mandag morgen.
Brandårsagen er ukendt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.