Voldsom stigning i trafik: Asfaltarbejde får skolechefer på patrulje

Trafikken gennem Frejlev stiger markant i 14 dage i forbindelse med ny asfaltbelægning på Ny Nibevej

Evald Lange i den - lidt trange - selvlysende overtrækstrøje, der er obligatorisk ved skolepatruljearbejde. Privatfoto

Evald Lange i den - lidt trange - selvlysende overtrækstrøje, der er obligatorisk ved skolepatruljearbejde. Privatfoto

FREJLEV:Masser af ekstra trafik - specielt i morgenmyldretiden - gennem byen på grund af et asfaltarbejde, og 6. klasser, der normalt har opgaven med at agere skolepatrulje, men først møder ind i skole på mandag på grund af coronakrisen.

Det er grunden til, at det er en ret alternativ skolepatrulje, der i disse dage varetager opgaven med at dirigere de små elever over Nibevej i Frejlev.

Det er nemlig skoleleder Bjørn Visborg og leder af indskolingen ved Frejlev Skole Evald Lange Rise, der er trukket i de selvlysende overtrækstrøjer og agerer skolepatrulje i morgenens myldretid.

Ny Nibevej vest for Aalborg får ny asfaltbelægning på en strækning fra Kærvedgårdsvej øst for Frejlev og helt ud til vejen ind til Sønderholm.

Bjørn Visborg patruljerer - i baggrunden Evald Lange. Privatfoto

Bjørn Visborg patruljerer - i baggrunden Evald Lange. Privatfoto

Det betyder, at al trafik på strækningen fra Sønderholm til på den anden side af Frejlev bliver ledt gennem Frejlev, og at trafikken gennem byen dermed mangedobles i en periode på de 14 dage, hvor blandt andet skolerne langsomt er ved at starte på undervisningen igen efter at have været lukket i et par måneder på grund af corona.

Og de mindste klasser er allerede begyndt at gå i skole igen, mens de store klasser først begynder på mandag.

- For det første, så er det normalt 6. klasserne, der agerer skolepatrulje. De begynder først i skole på mandag. Og for det andet har vi - Bjørn og jeg - vurderet, at det med den enorme stigning i trafikken i disse dage faktisk ikke er en opgave for børn at agere skolepatrulje. Så derfor blev vi hurtigt enige om, at den opgave tager vi, forklarer Evald Lange.

For det er ikke bare myldretidstrafik, det er også den tunge lastbiltrafik, der på grund af de 14 dages asfaltarbejde må gennem byen om morgenen, når eleverne møder i skole.

- Bilerne - og også en del tung trafik - kommer som perler på en snor i morgenmyldretiden, så derfor agter vi at fortsætte med at være skolepatrulje i disse dage med megen ekstra trafik - også i den kommende uge, hvor det vil ske i et samarbejde med de tilbagevendte 6. klasse elever, fortæller Evald Lange.

Han opfordrer i den sammenhæng forældre, der eventuelt har tid, til at melde sig og måske deltage i skolepatruljearbejdet, mens asfaltarbejdet på Ny Nibevej står på i den kommende tid.

Evald Lange ærgrer sig lidt over, at skolen er kommet lidt på bagkant med information om asfaltarbejdet, men erkender, at han via sit politiske arbejde som byrådsmedlem selv måske burde have været bedre informeret.

- Jeg kunne godt ønske, at skolen havde været bedre påklædt til situationen, siger han, og understreger med et grin, at det ikke er møntet på, at han ikke helt kan passe den selvlysende overtrækstrøje, som følger med skolepatruljearbejdet.

De to skoleledere får på den lokale Facebookside en del likes for deres nye tjans, som altså vil stå frem til og med på tirsdag 26. maj.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.