Aalborgs bedste DM nogensinde
Aalborg Atletik & Motion hentede seks DM-medaljer
SKIVE: Danmarks bedste atletikudøvere har i weekenden været forsamlet i Skive til de danske mesterskaber, og det endte med at blive en særdeles succesfuld weekend for Aalborg Atletik & Motion.
Klubben hentede nemlig metal i hele seks discipliner, og dermed blev det også de bedste mesterskaber nogensinde for den nordjyske klub.
De to guldmedaljer var ikke specielt overraskende, da de gik til klubbens to landsholdsløbere Benjamin Lobo Vedel og Line K. Schulz, der fik hængt guldmedaljerne om halsen efter henholdsvis herrernes 400 meter og kvindernes 800 meter.
Stortalentet Benjamin Lobo Vedel havde let vej til titlen, da hans værste konkurrenter Nick Ekelund Arenander måtte udgå af stævnet lørdag med en skade.
Line K. Schulz hentede en rimeligt sikker sejr på 800-meteren, men måtte til gengæld se sig slået på 1500-meteren, hvor hun hentede klubbens eneste sølvmedalje ved mesterskaber.
Bronze var der til kuglestøderen Thor Sørensen og trespringeren Mathias Kikkenborg, mens den mest overraskende medalje kom i kvindernes 400 meter.
Her formåede den kun 15-årige Nathalie Richter nemlig meget overraskende at hente tredjepladsen i disciplinen, der naturligvis blev vundet af Danmarks største atletiknavn, Sara Slott-Petersen.
Nathalie Richter satte en flot personlig rekord i tiden 58.37 og havde en margin på et halvt sekund til fjerdepladsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.