Årets hyggeligste humlefest
Rock i Frederikshavn samlede næsten fuldt hus - og du godeste som der blev hygget og snakket igennem
FREDERIKSHAVN: - Vi kommer her hvert år. Det er en del af sommerens kalender. Rock i Frederikshavn og så Læsø Kajfest, siger Heidi Studsgaard, en af de næsten 5000 gæster til lørdagens store have- og grillfest på Knivholt, også kaldet Rock i Frederikshavn.
Men det med navnet skal man ikke tage så bogstaveligt. De fleste kommer ikke primært for musikken, men mere for sammenholdet, fællesskabet, hyggen - og så al den snak man kan få sådan en dag. Du godeste...
Det samme siger Kim Nielsen, der også er fast gæst, år efter år.
- Vi er en flok venner, der mødes heroppe, uanset hvem der spiller. Det er hyggen - og så ikke mindst grillbuffet’en, siger frederikshavneren, der skåler flittigt til højre og venstre.
Som på Roskilde...
Og noget tyder på, at Sportens Venner har ramt plet: Lørdag var der kun 178 billetter tilbage, da porten blev åbnet og folk løb ind på gårdspladsen for at få de bedste pladser.
- Det er ligesom på Roskilde, siger Casper Høgsted, der har været med til at arrangere - også samtlige 15 foregående år.
Klokken 16 var der kun 100 billetter tilbage, og nok så vigtigt var de fleste mødt op allerede først på eftermiddagen.
Fra Hillerød for at høre Aqua
- Vi forsøger at lave en fest i festen, og at bygge lidt på hvert år, siger Casper Høgsted, der kunne melde udsolgt til Weber Grill-buffet’en, der åbnede allerede klokken 11.
Et andet tiltag, der falder i publikums smag, er VIP-billetter, der giver adgang til fri bar og fint udsyn til den store scene. 10 procent af billetterne er VIP-billetter.
Og jo, så er der selvfølgelig musikken, der altid er til diskussion. Dodo & The Dodos var i hvert fald et populært udlæg med ørehængere, som alle kan synge med på. Ikke mindst Re-Sepp-ten, Dodo Gads udødelige VM-sang fra Fodbold VM i Mexico 1986. Men også "Vågner i natten", "Sømand af verden" og hvad de nu hedder.
På samme måde med Queen Machine, kopibandet med en Freddie Mercury’s look-alike, der er tæt på originalen.
Årets clou var dog Aqua, der gik på scenen klokken 23. Aqua-Lene & Co. har helt sikkert trukket gæster til. Langvejsfra oven i købet.
Ifølge Casper Høgsted kom en kvinde helt fra Hillerød for at høre Aqua i Frederikshavn. Forinden havde hun gjort stop i Middelfart, hvor Danmarks mest sælgende band spillede lørdag eftermiddag, inden de fortsatte nordpå.
Vejrguderne smilede varmt til årets rockfest på Knivholt, og det satte ekstra skub i ølhanerne og omsætningen.
Rasmus Seebach i dag
Og så fortsætter festen søndag med familiekoncert på Knivholt med Citybois og Rasmus Seebach.
Citybois går på klokken 14 og klokken 16 ruller Seebach det helt store gear ud fra scenen.
Danmarks mest populære popdreng kommer med 38 mand og fire store lastbiler med udstyr.
Omkring 3000 havde lørdag løst billet til Seebach-koncerten, og alt i alt er Rock i Frederikshavn sikret et pænt overskud på årets koncerter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.