Årets spiller har sat sig nye mål
Niklas Juul glæder sig til at tørne ud for Blackhawks i næste sæson
FREDERIKSHAVN: I sidste sæson nåede 21-årige Niklas Juul et foreløbigt højdepunkt som floorballspiller, da han af de danske ligatrænere og landstræneren blev kåret som Årets Spiller i dansk floorball.
Det skete efter en flot sæson med DM-sølv i Vendsyssel Hot Shots, men nu er den målfarlige center tilbage i Frederikshavn, hvor det hele startede i Bulldogs.
- Nu er en stor flok fra et tidligere U19-hold i Bulldogs samlet igen i Blackhawks, og som dengang er det med Christian Jespersen som træner, og det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Niklas.
Den målfarlige angriber var i dialog med den svenske klub Malmhaug, men klubben kunne ikke sørge for civilt job til Niklas og kæresten, og så var en aftale med Blackhawks klar.
Her skal han udover at spille på ligaholdet også træne klubbens U17-hold, og sammen med de øvrige ligaspillere har han indledt sommertræningen, der primært foregår i skoven og i Arena Nord med fysisk træning.
Landsdækkende turnering
For første gang nogensinde har Dansk Floorball Union indført en landsdækkende liga i næste sæson, og det ser Niklas frem til.
- Danmarks ti bedste klubber er med, og det vil give tætte opgør hver weekend, hvilket også vil hæve niveauet i dansk floorball.
Niklas Juul er klar over, at sæsonen bliver ekstra tidskrævende med lange rejser til udekampene, men han er parat til at ofre det, der skal til.
- Vi skal have Blackhawks i en DM-finale, og jeg er sikker på, at vi med vores stærke materiale i truppen har gode muligheder for at nå så langt.
Med sin næse for at score mål er Niklas også med på det danske A-landshold, og her er en VM-kvalifikation i januar den helt store udfordring.
33 spillere til træning
Også Blackhawks-formanden, Bjørn Fuglsang, glæder sig til den kommende sæson, der reelt er klubbens første efter fusionen.
- Vi har en trup til liga- og 1. divisionsholdet på 33 spillere, og reelt er vi kun på jagt efter yderligere en enkelt spiller for at have en komplet trup, siger Fuglsang.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.