Aarhus-keeper på vej til ADH
25-årige Rikke Poulsen fra SK Aarhus ventes at skrive kontrakt med Aalborg DH fra næste sæson.

Ana Vojcic, billedet, får formentlig Rikke Poulsen fra SK Aarhus som makker i ADH-målet fra næste sæson. Foto: Grete Dahl
Aalborg DH vil ikke risikere at stå svagt på den vitale målvogterpost, og derfor vil den nordjyske ligaklub i kvindehåndbold sørge for både at hente akut assistance til førstekeeper, Ana Vojtic, ved at hente argentineren Nadia Bordon til Aalborg i næste uge og at fremtidssikre sig ved at kapre SK Aarhus-keeperen Rikke Poulsen fra næste sæson. Den argentinske målvogter var allerede for seks år siden på prøve i Aalborg DH, men da fandt man hende som 17-årig for ung til at tage springet til den danske liga. - I øjeblikket spiller hun i Italien, men vi håber, at hun er løsningen på vores akutte problem med Søs Søby udenfor en længevarende skade, siger Aalborg DH’s direktør Lars Steffensen. - Vores skadessituation er ikke holdbar på den vigtige post, og derfor ser vi også frem til næste sæson, hvor vi i øjeblikket kigger rundt i Skandinavien for at finde en makker til Ana Vojtic, som vi også har kontrakt med for næste sæson. - Det har vi også med Søs Søby, men da hendes skadesperiodes længde er uvis, er vi nødt til at dække os ind, siger Lars Steffensen, der ikke vil udtale sig om, at det skulle være SK Aarhus-keeperen Rikke Poulsen, man har i kikkerten. NORDJYSKE erfarer imidlertid, at det er den 25-årige målvogter, der forventes at skrive kontrakt med Aalborg DH fra næste sæson. Hun kom til SK Aarhus i 2008 og har tidligere også spillet i Team Tvis Holstebro samt haft en del U- og Y-landskampe for Danmark. Udover en ny keeper arbejder Aalborg DH også på at forstærke sig med en højre back eller højre fløj til den kommende sæson, og direktør Lars Steffensen satser på, at man har næste sæsons trup på plads i løbet af næste uge.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.