AAU-ansatte kan beholde omstridte fridage

Aalborg Universitet vil ikke inddrage betalte feriedage

Arkivfoto: Laura Guldhammer <i>Laura Guldhammer</i>

Arkivfoto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

AALBORG:Tre universiteter siger nej til at inddrage de ansattes tre betalte feriedage til jul, nytår og grundlovsdag, som der med en ny afgørelse er blevet åbnet op for. Det skriver Avisen.dk.

Det er universiteterne i Aarhus, Odense og Aalborg, der holder fast i fridagene.

- Aarhus Universitet har meget ihærdige og fleksible medarbejdere, som strækker sig langt for universitetet. Det anerkender universitetsledelsen, og samtidig ønsker man at fortsætte den nuværende praksis, hvor medarbejderne har fri til at være sammen med deres nære juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag, siger kommunikationschef Anders Correll fra Aarhus Universitet til Avisen.dk.

Både Aalborg Universitet og Syddansk Universitet oplyser også, at man ikke har planer om at inddrage fridagene.

- Vi følger praksis i universitetssektoren og har i øjeblikket ikke planer om at inddrage de tre feriedage, siger Aalborg Universitets direktør Antonino Castrone til Avisen.dk.

Andre mistede fridagene

Skatteministeriet fik i midten af januar i en voldgiftssag medhold i, at de kan opsige de tre betalte fridage juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag, som ellers har været kutyme, og derfor ikke er indskrevet i overenskomsten.

Også det tidligere Social- og Indenrigsministeriet, Statsforvaltningen, Socialstyrelsen, Ankestyrelsen, Danmarks Statistik, SFI og KORA har fået frataget kutymefridagene, og dermed er der åbnet op for, at andre statslige arbejdsgivere følger trop.

Når universiteterne tager stilling på den her måde, understreger det, at det er op til den enkelte arbejdsgiver, om man vil inddrage fridage eller ej. Det forklarer Laust Høgedahl, ekspert i arbejdsmarkedsforhold med speciale i offentlige overenskomster ved Aalborg Universitet.

- Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen har sendt et ret kraftigt signal om, at man skal kigge efter alle de steder, hvor man kan spare på løn og arbejdstid hos de statsansatte. Universiteterne vælger at gå imod strømmen med den her udmelding, siger Laust Høgedahl til Avisen.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden