Handicappede

Adgang forbudt, Knud!

Der står ni plejeboliger tomme i Aalbæk, og Knud Christensen vil gerne flytte ind i én af dem. Men det må han ikke, siger Frederikshavn Kommune

Knud Christensen står i sin forhave og har udsigt til Aalbæk Plejeboliger på den anden side af vejen. Der er tale om i alt 46 kommunale boliger, hvoraf de ni står tomme. Knud Christensen vil gerne sælge sit hus og flytte ind i én af lejlighederne. Me
Knud Christensen står i sin forhave og har udsigt til Aalbæk Plejeboliger på den anden side af vejen. Der er tale om i alt 46 kommunale boliger, hvoraf de ni står tomme. Knud Christensen vil gerne sælge sit hus og flytte ind i én af lejlighederne. Me

På Parallelvej i Aalbæk bor 77-årige Knud Christensen i et rødstenshus, som han selv byggede i 1971. Fra sit stuevindue kan han se over på Aalbæk Plejeboliger, hvor der i øjeblikket står ikke færre end ni plejeboliger tomme. I alt udgør Aalbæk Plejeboliger 46 lejligheder, og Knud Christensen vil gerne flytte ind i én dem. Men da han ikke modtager hjemmehjælp og ikke er "plejekrævende", kan Knud heller ikke komme i betragtning til en plejebolig, og derfor bliver de ni boliger ved med at stå tomme. Vi er på besøg hos Knud Christensen. Og vi skal ud på en lille omvej, inden vi når frem til hans ønske om at flytte, for manden er født med et humør og et fortælletalent, som man ikke uden videre kommer uden om. I den lille entre hænger en række spadserestokke, som han blandt andet har købt på Himmelbjerget, i Tornby og på Dueholm Kloster, og han har sågar en stok, der har tilhørt den lokale købmand i Aalbæk. Bløde lænestole Vi sætter os ved spisebordet i stuen, hvor der ganske rigtigt er en fin udsigt til de kommunale boliger. Stuen er udstyret med masser af hyggekroge med bløde lænestole, og ude i haven er det hønsene, der dominerer. Knud fortæller i et sindsoprivende tempo, og man skal høre godt efter for at følge med. - Min kone sagde altid, at jeg talte for hurtigt, og det havde hun ret i. Men det handler om, at jeg gerne vil nå at få alt det med, jeg skal sige, siger Knud Christensen med et stort smil. Det var ikke noget problem Han var oprindelig landmand, senere arbejdede han blandt andet på en minkfarm, indtil han fik arbejde som graver ved Aalbæk Kirke. Og da Knud Christensens kone, Herdis, samtidig var graver ved Råbjerg Kirke, var det oplagt at hjælpe hinanden med dagens arbejde. - Når det er tid til at gå på pension, skal mange ægtepar lige vænne sig til at gå op og ned af hinanden hele dagen. Det var ikke noget problem for os, for vi var vant til at arbejde sammen hver dag, fortæller Knud Christensen, der er aktiv i mange forskellige slags foreninger. Han deltager for eksempel i arbejdet hos det lokale museum, men han er også med i en madklub og i pensionistforeningen, ligesom han er medlem af kommunens ældreråd. Aalbæk- og Hulsig Pensionistforening har i øvrigt den helt særlige regel, at bestyrelsen selv går ud og opkræver kontingent. Strøet hønsemøg Der er altså ikke noget med kedelige girokort her, og i stedet bliver der banket på døren, hvorefter der er masser af tid til en sludder med medlemmerne. - Der er mange ældre, der er glad for at få en snak, så det giver vi os selvfølgelig tid til, siger Knud Christensen, der mistede sin kone for syv år siden. Siden har han selv lavet mad og ordnet hus og have, strøet hønsemøg og sået georginer og alt det andet, der hører med, når man bor i hus. Men i de seneste to år har Knud Christensen tænkt meget over, om han vil blive ved med at bo i huset. - Jeg kan godt mærke, at jeg bliver ældre, og jeg orker ikke rigtig haven mere. Min balanceevne er heller ikke, hvad den har været. Når man har hus, er der nok at se til, så derfor har jeg undersøgt muligheden om at flytte over på den anden side af vejen, siger Knud Christensen. Genboen hedder som nævnt Aalbæk Plejeboliger, og Knud kan faktisk se direkte over på to lejligheder, der begge står tomme. Pakke alle drømmene ned Han har henvendt sig til Frederikshavn Kommune, og det viser sig, at han godt kan pakke alle drømme om at flytte ned i en sort affaldssæk. - Jeg fik at vide, at hvis jeg kan klare mig selv og ikke får hjemmehjælp, så kan jeg ikke komme i betragtning til de boliger, fortæller Knud Christensen. Grunden er, at der er tale om plejeboliger, hvor beboerne som nævnt skal være plejekrævende. Hvis boligerne derimod var benævnt som "ældreboliger", så ville der ikke have været noget problem for Knud Christensen. - Men de samme boliger har faktisk tidligere været ældreboliger. Siden blev de så lavet om til plejeboliger. Så jeg forstår ikke det her. Kommunen kan bare kalde dem noget andet, for det er jo bare en skrivebordbeslutning, siger Knud Christensen, der glæder sig over, at han trods alt er så rask, at han kan blive boende i sit røde hus på Parallelvej.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden