Advokat ønsker ny retssag for Ghislaine Maxwell
En nævning fra retssagen om Ghislaine Maxwell fortalte under voteringen, at han var blevet seksuelt misbrugt.
Jeffrey Epsteins jetsetter-ekskæreste Ghislaine Maxwell fortjener en ny retssag.
Det siger hendes advokat, Christian Everdell, onsdag.
Meldingen kommer, efter at en nævning i sagen har fortalt til blandt andet nyhedsbureauet Reuters, at han som barn var blevet udsat for seksuelt misbrug.
Maxwell blev i sidste uge kendt skyldig i at medvirke til misbrug af talrige piger på helt ned til 14 år i årene mellem 1994 og 2004.
I fem ud af seks forhold blev hun kendt skyldig.
Efter skyldkendelsen fortalte nævningen til Reuters tirsdag, at han under nævningetingets votering fortalte om sin egen oplevelse med at være blevet udsat for seksuelt misbrug som barn.
Det gjorde han, efter at nogle af de andre i nævningetinget udtrykte skepsis over to af vidnernes, kendt som "Jane" og "Carolyn", troværdighed.
Efter at de satte spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af de to kvinders erindringer, besluttede han sig således for at dele sine egne oplevelser med seksuelt misbrug som barn.
35-årige Scotty David, der bad om at blive identificeret med sit for- og mellemnavn, sagde, at han huskede de vigtigste elementer af, hvad der skete med ham. Men ikke hver eneste detalje. Ifølge ham påvirkede det nogle nævninge.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.