Advokater raser over afslag

Advokater vil anke de afslag på fri proces, som deres klienter har modtaget i forbindelse med ebh-sagen.

- Den foreliggende sag er så altødelæggende for min klient, at det må være underordnet, om der er tale om en erhvervsmæssig sag eller ej, mener Erik Werlauff. Arkivfoto: Lars Pauli

- Den foreliggende sag er så altødelæggende for min klient, at det må være underordnet, om der er tale om en erhvervsmæssig sag eller ej, mener Erik Werlauff. Arkivfoto: Lars Pauli

To ud af de tre tidligere bestyrelsesmedlemmer i ebh bank, som har fået afslag på fri proces i statens erstatningssag mod dem, er så utilfredse, at de allerede nu har besluttet at klage over afslaget. En af dem er den tidligere bestyrelsesformand i ebh bank Egon Korsbæk. - Min klient er i samme situation som de andre bestyrelsesmedlemmer, men Civilstyrelsen baserer sit afslag på, at Egon Korsbæk har haft flere bestyrelsesposter ud over den i ebh bank, og at hans bestyrelsesarbejde derfor har været en del af hans erhverv, siger professor Erik Werlauff fra Aalborg Universitet, der er advokat for Egon Korsbæk. Men det er ifølge Erik Werlauff en forkert og farlig praksis, som Civilstyrelsen på denne måde følger. - Den foreliggende sag er så altødelæggende for min klient, at det må være underordnet, om der er tale om en erhvervsmæssig sag eller ej, mener han. Anker afslaget Derfor har Egon Korsbæk efter samråd med Erik Werlauff besluttet at klage over afslaget på fri proces til Procesbevillingsnævnet. De to har endnu ikke taget stilling til, hvad de vil gøre, hvis der også komme et afslag fra nævnet. - Foreløbig vil vi satse på, at nævnet kan se, hvor urimeligt og knusende det er at nægte fri proces i en sag til flere hundrede millioner kroner, siger han. Forstår ikke afgørelsen Den fynske erhvervsmand Jens Belling er en anden af de tre tidligere bestyrelsesmedlemmer, der ikke har fået bevilget fri proces. Hans advokat, Lars Høj Andersson fra Odense, er ligesom Erik Werlauff utilfreds med afslaget til sin klient. Ligesom i Egon Korsbæks tilfælde er afslaget begrundet med, at Jens Bellings bestyrelsesarbejde i ebh bank var et led i hans arbejde, fordi han sad i flere bestyrelser. - Men i statens erstatningssag mod den tidligere bestyrelse i Roskilde Bank blev der givet fri proces til bestyrelsesmedlemmet Ib Mardahl Hansen, selv om han sad i flere bestyrelser som professionelt bestyrelsesmedlem, siger Lars Andersson. Derfor undrer han sig over afslaget til Jens Belling. Også Jens Belling vil nu klage over afslaget på fri proces til Procesbevillingsnævnet. Det er meget sandsynligt, at der også kommer en klage til Procesbevillingsnævnet fra Jens Peter Mortensen, som også fik afslag på ansøgningen om fri proces. - Det er i hvert fald, hvad jeg foreslår Jens Peter Mortensen, siger hans advokat, Per Mogensen fra Aabybro. Afslaget til Jens Mortensen er også baseret på, at hans medlemsskab af ebh banks bestyrelse har været professionelt. - Men det mener jeg ikke er blevet dokumenteret, siger han. Ingen kommentarer Kontorchef Astrid Marvrogenis fra Civilstyrelsen vil ikke kommentere Civilstyrelsens afgørelser i forbindelse med ebh-sagen. - Vi kommenterer aldrig de konkrete afgørelser, vi træffer, siger hun. Det vides ikke, hvor lang tid Procesbevillingsnævnet skal bruge på at afgøre Egon Korsbæks og Jens Bellings klager.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.