Advokater samles i Frederikshavn

Nordjyllands største advokatfirma HjulmandKaptain lukker ned i Sæby

Hans Jørgen Kaptain og de andre medarbejdere i advokatfirmaet skal alle bo på Havnepladsen i Frederikshavn. Arkivfoto Bent Jakobsen

Hans Jørgen Kaptain og de andre medarbejdere i advokatfirmaet skal alle bo på Havnepladsen i Frederikshavn. Arkivfoto Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:Nordjyllands største advokatfirma HjulmandKaptain samler nu de nordøstjyske aktiviteter i Frederikshavn. Det sker for at imødegå de stigende krav til viden og specialisering i branchen. HjulmandKaptain blev - som fusioneret virksomhed - etableret i 2000 og er i dag Danmarks 15. største advokatvirksomhed. HjulmandKaptain har kontorer i Aalborg, Aarhus, Frederikshavn og Hjørring,

HjulmandKaptain har netop afsluttet en større investering i udvidelsen af sit kontor på Havnepladsen i Frederikshavn. Nordjyllands største advokatfirma har igennem nogle år arbejdet på at samle sine aktiviteter i større kompetencecentre, der kan håndtere de stadigt stigende krav til specialisering, som advokatbranchen oplever.

Specialisering

- Specialisering er nøgleordet for vores branche og har været det i flere år. Lovgivningen bliver mere og mere kompliceret – ikke bare i Danmark, men også i EU.
- Samtidig søger mange af vores kunder til fjerne markeder, og vi skal hele tiden være på vidensmæssig forkant med de ydelser, som kunderne efterspørger i fremtiden, forklarer advokat og partner Erling Mortensen.
Strategien om at samle mere viden på færre adresser betyder samtidig lukning af HjulmandKaptains kontor i Vestergade i Sæby.

Hjertet i Sæby

Tiden er ifølge Erling Mortensen løbet fra de små kontorer med få advokater, der skal kunne det hele:
- Vi kan ikke længere tilbyde en dækkende service til vores kunder fra kontoret i Sæby. Mange af de opgaver, vi får i Sæby, bliver allerede løst af specialister i Frederikshavn, og derfor giver det bedst mening at forlade kontoret i Sæby og samle ressourcerne i Frederikshavn. Det tager vi nu konsekvensen af, selv om vores hjerte stadig banker for Sæby, fortsætter han.
Erling Mortensen henviser med sidstnævnte til, at det var i Sæby, at det første af HjulmandKaptains kontorer startede.

Bevarer tilknytningen

Virksomhedens historie går under andre navne og personer helt tilbage til 1876, og på et tidspunkt sad ikke færre end 35-40 mand på kontoret i Sæby. Sæbynitten Hans Jørgen Kaptain, der har lagt navn til den ene halvdel af virksomhedens nuværende navn, er stadig en del af HjulmandKaptain, og flere andre af de markante partnere er også sæbynitter, f.eks. Anker Laden-Andersen, Karsten Madsen og Erling Mortensen:
- Selvom vi nu får vores daglige gang i Frederikshavn, så vil kunderne ikke opleve den store forskel. Vi er fortsat mange, der bor i Sæby, og som naturligvis vil bevare vores tilknytning til byen og de gode kunder, vi har her, bemærker Erling Mortensen videre.
De nye kvadratmeter i Frederikshavn er allerede ved at blive taget i brug og er ifølge direktør Anders Thorup fra hovedkontoret i Aalborg sidste led i den flerårige strategiske omstrukturering
- Sammensmeltningen af kontorerne i Frederikshavn og Sæby var sidste skridt, og nu har vi de rigtige fremtidssikrede kompetencer og faciliteter, som vi skal have, på adresserne i Frederikshavn, Hjørring, Aalborg og Aarhus, siger direktør Anders Thorup afsluttende.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.