Ældre ikke vigtige?
Det er kommet på mode at være modstander af overførselsindkomster. Muligvis som konsekvens af Socialistisk Folkepartis kiksede forsøg på at "kickstarte" en fattigdomsdebat. Siden da er det myldret frem med personer, der mener, at de er fattige.
Ikke mindst studerende med udsigt til en god indkomst, når de en gang er færdige med deres studier. Samtidig har regeringen fjernet kontanthjælpsloftet og starthjælpen, hvilket forringer incitamentet til at søge arbejde hos ægtepar, hvor begge modtager kontanthjælp. På den baggrund er skatteminister Thor Möger Petersens udmeldinger om skattelettelser højst mærkværdige. På den ene side siger regeringen, at det skal kunne betale sig at arbejde. På den anden side gør den alt for at fjerne incitamentet. I stedet taler den om "sammenhængskraft". Men mit ærinde er ikke de til tider højtråbende grupper, vi efterhånden har fået tudet ørerne fulde om. Mit anliggende er de ældre - og specielt den gruppe af ældre, der går meget stille med dørene og bestemt ikke gør opmærksom på sig selv. Det er folkepensionister uden andre indtægter end folkepensionen og en smule ATP; modtagerne af den ældrecheck, som Dansk Folkeparti fik gennemført. Der var ingen grænser for, hvad netop Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ville gøre for netop denne gruppe, og i valgkampen lovede de derfor en forhøjelse af pensionstillægget på 5000 kroner årligt. Et løfte, der føjede sig til den alenlange liste over løftebrud. Ingen har talt om det siden, og de ældre råber ikke selv op. I stedet er det blevet populært at tale om de rige pensionister, som slet ikke har brug for folkepensionen, og som selv kunne betale for deres hjemmehjælp. Jeg medgiver gerne, at de fleste ældre har en økonomisk tryg og indholdsrig alderdom. Heldigvis for det. Derfor er det heller ikke denne gruppe, der bør have regeringens bevågenhed, ligesom regeringen heller ikke skal bruge den som undskyldning for ikke at gøre noget ved problemerne. Men regeringen bør ikke løbe fra alle sine valgløfter. Der er brug for en tilbundsgående kortlægning af de ældres liv og muligheder. ÆldreSagens forslag om nedsættelsen af en hjemmehjælpskommission fik øjeblikkelig opbakning fra Dansk Folkeparti, men vi vil gerne tænke en sådan kommission ind i et større billede. En undersøgelse af hjemmehjælpen er nemlig ikke tilstrækkelig. Vi vil have et billede af de ældres samlede levevilkår - ikke alene økonomisk, men også socialt. Den røde regering har desværre ved flere lejligheder signaleret, at den kun gider beskæftige sig med grupper, der evner at gøre opmærksom på sig selv i medierne. Vores ønske er modsat. Vi vil hellere beskæftige os med nogle af de mennesker, der enten er så ressourcesvage eller også har så megen æresfølelse, at de ikke dagligt forsøger at bemægtige sig mediebilledet. Til denne gruppe hører de ældre. Regeringen taler uendeligt meget om sammenhængskraft og "inklusion", men det er svært at få øje på de ældre i billedet. Sammenhængskraft handler ikke kun om sammenhæng mellem forskellige etniske og religiøse grupper. Det handler i lige så høj grad om sammenhæng mellem generationerne. Og her svigter regeringen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.