Ældrebyrden tager til Indien

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Previous Next

Grå guld eller ældrebyrde? That's the question. Det er det i hvert fald for de syv ældre mennesker, vi møder i filmen "The best exotic Marigold Hotel", som tager spørgsmålet gravalvorligt. De nægter at være ældrebyrde. De vil være gråt guld. Alle står de ved indgangen til deres otium. Alle har de forskellige former for rod i privatøkonomien der gør, at gråt guld ikke er en del af deres tilbud om en tilværelse hjemme i England. De må til Indien, hvor alting er meget billigere. Hvor der er økonomisk plads til at være gråt guld til discountpris. Fælles for alle er også, at de falder over brochuren for The best exotic Marigold Hotel. Et hotel der specialiserer sig i luksusophold for pensionister. Og fælles for alle er, at de drager afsted. Sammen. Til Jaipur i Indien. Til en pensionisttilværelse i sus og dus som de har råd til at betale. Vel ankommet til hotellet viser det sig, at der er brugt rigeligt photoshop og billedmanipulation i hotelbrochuren. De bliver indlogeret på en ruin af et hotel. Men de bliver også konstant serviceret af hotelejeren, den unge, ambitiøse og ultraoptimistiske Sonny (Dev Patel - ja ham fra "Slumdog Millionaire"). Filmen har et motto: Alting bliver godt til slut. Og er det ikke godt, så er det fordi det ikke er slut endnu! Og med sådan et ukueligt motto kan man også gennemskue, at der er tale om en film i genren feel good. Det er nemlig i allerhøjeste grad en hyggefilm dette her. Filmen handler også i høj grad om jagten på kærlighed. Og lige der udbetales der rigtigt mange gevinster til de medvirkende. Nok er de gamle, men der er masser af kærlighed tilbage til dem. Filmen foregår naturligvis i Indien. Det er en herlig, dampende, duftende eksotisk gryderet af indtryk, udtryk og aftryk. Her er så mange mennesker, at man næsten bliver forpustet. Billedsiden er et orgie af detaljer. Men filmens stærkeste side er nok, at de syv hovedroller næsten alle gennemgår en flot udvikling. Her er den gamle, ærværdige, homoseksuelle højesteretsdommer, der har levet et kærlighedsløst liv, men nu vender tilbage for at opsøge den indiske mand, han var forelsket i for 50 år siden. Her er den illusionsløse kvinde, der lige er blevet enke og finder ud af, at arven efter manden er en uhyggelig stor gæld. Hun har aldrig gjort noget som helst selvstændigt hele livet. Men hun træder i karakter. Og så er der til fulde den gamle, sure, racistiske husbestyrerinde, der alene tager til Indien for at få en hofteoperation, og som hader alt, der ikke er højbritisk i al sin snobbede selvtilfredshed. Nøj, hvor hun dog også træder i karakter. Og sådan er det med alle syv personer. Og flere til. Det er en film, der spreder en positiv glæde. Den er overalt velspillet, men filmen er også spækket med en perlerække af Englands bedste (gamle) skuespillere. Mest rørende og helstøbt er Tom Wilkinsons højestreretsdommer. Judi Dench entreprenante enke-rolle er også flot. Og Maggie Smith er særdeles overbevisende som den hårdkogte racist, der sendes til fjendeland. I grunden er det ikke fair at fremhæve nogle, for filmen er gennemsyret af rørende og smukt skuespil. Det er en film med dybe, smukke ansigtsrynker overalt. Det er en kærlighedsfilm, hvor jagten på kærlighed ikke er jagten på ny erfaring, men genopfriskning af erindringer fra ungdommen. Og sådan en anretning er der mange enlige pensionister i filmen, der har lyst til at kaste sig over. Filmen er båret af den knivskarpe, britiske dialog, som kun englænderne mestrer. Den kunne være en anelse stramme i sin komposition, og det havde også klædt den med blot en smule mere humor. Bevares - det er der, men bare tre-fire latterbrøl mere, så havde filmen fået en stjerne mere. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "The best exotic Marigold hotel" Instr: John Madden 2 timer og 4 minutter, tilladt for alle Danmarkspremiere.