Ældreforhold

Ældreråd ønsker madlavning tilbage

- Plejecentre er boliger, og der skal det dufte af mad

Foto: Daniel Bygballe

JAMMERBUGT: Måltiderne er dagens højdepunkter for beboerne på plejecentre, og så skal det også dufte af med, mens de bliver tilberedt.Det mener Ældrerådet i Jammerbugt Kommune, og på tirsdag mødes rådet med socialudvalget for at diskutere ønsket. For knap to år siden blev madlavningen til både plejecentre og hjemmeboende pensionister overtaget af den private leverandør Det Danske Madhus efter licitation, så nu kommer maden udefra. - Det er ikke fordi vi er utilfredse med kvaliteten fra madhuset, understreger Ældrerådets formand Karlo Jensen, Aabybro. - Men vi er enige i Ældrekommissionens anbefaling om at der bør laves mad på plejecentrene, fordi det er en vigtig del af hverdagen, at der dufter af madlavning. Socialudvalgsformand Steen Andersen (UP) oplyser, at der er godt to år tilbage af kontrakten med Det Danske Madhus, og at man til den tid skal finde ud af, om den skal genforhandles eller ud i nyt udbud. - Jeg forventer den skal i udbud, og så kan kommunen jo selv byde på opgaven, siger han. Steen Andersen tilføjer, at der i hvert fald dufter af mad på to plejecentre, hvor Det Danske Madhus og det ligeledes private Gadekøkkenet har lejet sig ind i køkkenet. - Desuden bliver der bagt brød på næsten alle centre, oplyser han. Med i billedet hører, at kun halvdelen af de hjemmeboende pensionister, der var kalkuleret med, får deres mad fra Det Danske Madhus. Resten får maden fra Gadekøkkenet eller andre private leverandører.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden