Trafikpolitik

Ærgerlig lystfisker-strid

Jeg har med stor interesse fulgt debatten om fiskepladser ved Mariager Fjord og interessekonflikten mellem lodsejere og lystfiskere, som ikke er blevet mindre, efter VisitMariagerfjord sendte brochuren "Oplevelser på krogen" på gaden. Senest var debatten oppe at vende i en artikel i Nordjyske Stiftstidende lørdag d. 12. maj. Min interesse har jeg dels som glødende lystfisker, men også fordi jeg som tekstforfatter - og med hjælp fra en række inkarnerede lystfiskere - har leveret en stor del af indholdet til den omtalte brochure. I den forbindelse vil jeg gerne påpege nogle ting, som jeg synes, både er vigtige, oversete og ikke mindst forkerte og misvisende i debatten. Allerførst er jeg fuldstændig enig i, at lystfiskere skal behandle både naturen og den private ejendomsret med respekt. Sådan har det altid været. Både før og efter VisitMariagerfjord udgav brochuren. Der er ikke noget værre end, at lystfiskere - der nyder godt af naturens herligheder - selv sviner. Heldigvis er det efter min opfattelse også sjældent. Men selv sjældne tilfælde er for meget. I den nævnte brochure understreges begge dele også klart. At man både skal rydde op efter sig samt vise hensyn ved parkering - og i videst mulig omfang benytte P-pladser, og ikke spærre småveje og lignende. Samtidig er jeg i princippet også enig i, at det sikkert havde været optimalt, hvis lodsejere på forhånd var blevet taget i ed, inden VisitMariagerfjord udsendte brochuren. Dialog er altid en god ting, men i dette tilfælde tvivler jeg på, at dette vil have ændret ret meget. VisitMariagerfjord har nemlig bare formidlet en viden, der i lystfiskerkredse har været kendt i mange år - og fortalt mange gange i både trykte medier og på diverse hjemmesider. Det ældste trykte eksemplar, jeg har i min samling, er således en 48 siders brochure kaldet "Kyst & Hav", som Århus Amt udgav i 2003. Den blev trykt i 10.000 eksemplarer. Her nævnes en lang række fiskepladser ved fjorden - bl.a. Bilfragmenteringen, Katbjerg Odde og Silleborg Hage. Alle med angivelse på kort. Jeg kunne finde andre lignende henvisninger fra både fiskemagasiner og mindst en håndfuld aktuelle fiskehjemmesider. Derfor synes jeg, det er misvisende at give VisitMariagerfjords nye brochure "skylden" for konflikten, hvilket også understreges af, at udviklingen omkring begrænsede tilkørselsforhold var godt i gang, inden brochuren blev sendt på gaden. Således var nedkørslen til Bilfragmenteringen allerede spærret, hvilket også står i brochuren. Derfor er det fejlagtigt fortsat at nævne denne som et eksempel på, hvad brochuren er skyld i. Desuden er ét af de andre spærrede steder resultatet af mange års yderst begrænset gæstfrihed fra lodsejeren, der aldrig har synes, at lystfiskere var velkomne. Derfor har det altid bare været et spørgsmål om tid. Samtidig synes jeg, det er væsentligt at få med, at uanset nedkørselsforholdene så ophører en god fiskeplads jo ikke med at eksistere. Derfor synes jeg også, det er forkert at kritisere brochuren for ikke at anvise konkrete P-pladser. Nu har man i princippet blot valgt at lade det være op til lystfiskeren at respektere de "lokale regler" og hensynet til den private ejendomsret. Jeg er eksempelvis selv hyppig fisker ved et af de steder, der nu er blevet spærret for nedkørsel. Trods ændringerne kan jeg nemt parkere, så alle er glade. Det tager blot 5-10 minutter længere at nå min fiskeplads. Når ovennævnte er sagt og skrevet, synes jeg, det er ærgerligt, at der er denne konflikt. Jeg fisker selv ved andre fjorde og kyster - hvor der findes tilsvarende guider. Jeg er blandt andet også medlem af Bjerringbro Lystfiskerforening, der har fiskepladser ved Gudenåen. Her mødes lystfiskere på private veje med særlige "indkørselsskilte markeret med en fisk", så man virkelig føler sig velkommen og værdsat. Nogle steder er der begrænsede P-pladser, og det er elegant løst ved at sætte skilte op med eksempelvis "Max. 3 biler". Jeg synes også, at vi skal byde lystfiskere velkommen til Mariager fjord og erkende vigtigheden af, at vi har noget af Danmarks bedste fiskevand, når det gælder ørreder, samt de enorme muligheder det rummer. På Fyn har de også godt fiskevand og har erkendt vigtigheden af det. Blandt andet ved at udgive en brochure med angivelse af 117 gode fiskepladser samt information og fokus på området. Det hele præget af stor gæstfrihed og imødekommenhed. Det har direkte bidraget med 64.000 årlige lystfiskerovernatninger på Fyn efterfulgt af en årlig meromsætning på 38 millioner kroner. Jeg er overbevist om, at VisitMariagerfjords intention med "Oplevelser på krogen" har været et skridt i denne retning. Til glæde for os alle, der bor her, herunder både lystfiskere og lodsejere. Det synes jeg, at VisitMariagerfjord skal have ros for!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden