- Ærgerlig vending
Mads Justesen ærgrede sig over FC Nordsjællands mål til 2-1
FARUM: Hobro tabte mandag eftermiddag en uhyre underholdende kamp til FC Nordsjælland med cifrene 4-2. Dermed er drømmen om Europa nok forsvundet for Superligadebutanterne.
Hobro var presset i bund i det meste af første halvleg, men sluttede halvlegen godt og kom til pausen med 1-1. Og efter pausen kom holdet også godt fra land.
- Det er også derfor det er ekstra ærgerligt, at de får scoret det mål til 2-1. Det kommer lidt ud af ingenting, og det bliver bare en træls vending på kampen. Jeg synes, at vi var startet rigtig godt ud efter pausen, hvor vi også havde en god mulighed, og så sker det der, siger anfører Mads Justesen.
- Jeg er selv ved at stemple frem i situationen, og så kommer Thomas (Hansen, red.) ikke med frem, og så kikser offsidefælden, og det er den slags, der kan ske. Måske har det noget at gøre med de indbyrdes relationer på banen, der mangler, når vi har haft så mange rokeringer i de seneste kampe. Men det er ikke det, jeg vil give skylden for nederlaget, siger han.
Anføreren pådrog sig også en advarsel i forbindelse med hjemmeholdets mål til 1-0 i første halvleg.
- Jeg mener klart, at der bliver begået frispark på mig i den situation, for jeg har egentlig vundet duellen. Men så bliver jeg hevet i armen lige som jeg skal til at prikke bolden væk, og det betyder, at de kan komme og tage bolden. Det fortæller jeg så dommeren ret så stille og roligt, men han mener åbenbart, at det skal koste en advarsel, siger Mads Justesen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.