Ærlig Slundt: Bundniveauet har været for lavt
Morten Slundt er skuffet over Aalborg Håndbolds sæson, hvor marginalerne har manglet for ofte
Opdateret kl. 07:07
BRØNDBY: Det var en ærgerlig, dybt skuffet, men også bundærlig Morten Slundt, der mødte NORDJYSKE efter gyserkampen mod KIF Kolding København i Brøndby. Et opgør, der blev tabt efter en ny tæt afslutning, hvor mulighederne var der for point og sejr, men hvor marginalerne faldt ud til modstanderens fordel. 30 sekunder før tid havde Aalborg ellers muligheden for at udligne, men smed bolden væk.
Den type forløb har der været for mange af, erkender Morten Slundt.
- Vi skal bruge et point, og vi ville gerne have haft en afslutning til sidst, og så er det tungt, vi ikke spiller os frem til det. Men det er jo nok kendetegnende for sæsonen, at vi har manglet skarpheden og marginalerne i slutningen af mange kampe, og det gjorde også, at vi ikke fik point med over i slutspillet, siger Morten Slundt.
Nederlaget på 27-25 betyder, at Aalborg ikke længere kan hente hverken GOG eller KIF Kolding København. Aalborg kan højst nå a point med GOG, og det er ikke nok, da pointlighed betyder, at grundspillets placeringer bliver afgørende, og her var GOG bedst.
Dermed er det slut for Aalborg, der ender uden for det bedste selskab, efter ellers at have sejren indenfor rækkevidde i stort set alle de seneste kampe. Det gør det ekstra ærgerligt, siger Morten Slundt.
- Det er så få ting, der mangler. Både i denne kamp, men også i GOG-kampen og i Århus. Det er lidt sådan, at vores sæson har været. Det er lang tid siden, vi har haft en kamp, hvor alle bare brændte igennem. Det har ofte været få spillere, der brændte igennem, og så har vi levet på det. Det har vi aldrig fået gjort helt godt nok i denne sæson, siger en ærlig Slundt, der ikke prøver at bortforklare noget.
- Lige nu er vi sindssygt ærgerlige. Vi er generelt skuffede over vores præstation her i sæsonen. Vi har været vant til i hvert fald at være med i semifinalerne. Jeg synes også, at vi har topniveauet til det, men vi må også bare indrømme, at vi har haft for lavt et bundniveau. Vi har spillet et ok slutspil, hvor det virkelig har været marginalerne, der var afgørende, men når vi ikke har point over fra grundspillet, så skal man have marginalerne på sin side og være skarp.
- Jeg kan ikke lige pege på én ting, hvor det har manglet. Det er mange små ting, der lige har manglet, for at vi havde ramt et niveau eller to højere, slutter bagspiller Morten Slundt, der blev noteret for tre scoringer mod KIF.
For Aalborg resterer nu én kamp mod GOG, men for nordjyderne er den uden betydning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.