Afbrænding en fuser
Heller ikke i år fik man bugt med uønsket vegetation i bakkerne
Ej heller i denne omgang havde Natur & Miljø i Mariagerfjord synderlig succes med at give brombærtræer og andre uønskede gevækster i Bramslev Bakker mellem Valsgaard Bæk og Hegedalfredningen en brændende udtynding. Taktikken i år var ellers justeret efter et lige så pauvert forsøg samme tid i fjor. Hvor man dengang forgæves forsøgte at svide vegetationen af direkte på skråningen, havde beboere og sommerhusejere i området i år gjort det meste af forarbejdet med at fælde træer og rykke vegetationen op i vinterens løb. Træer og planter lå herefter nogle måneder og afgav en masse saft i forsøget på denne gang at gøre sig mere brandbart. - Men desværre var spredningen for stor, så vi fik kun brændt lidt af for oven og lidt for neden - bare ikke midt på. Men vi lærer hele tiden af vore erfaringer, så mon ikke næste afbrænding snarere vil få karakter af et sankthansbål. Kvaset skal i hvert fald samles noget bedre, bemærker biolog Anders Horsten fra Natur & Miljø i Mariagerfjord Kommune.