Afklædte piger filmet med spionkamera
Teenagedrenge satte kamera op i pigernes baderum på jysk efterskole
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:15
ST. ANDST: To kreative teenagedrenge er blevet afsløret i at belure deres kvindelige skolekammerater på en efterskole i St. Andst.
Teenagedrengene havde sat et spionkamera på størrelse med en kuglepen op under en håndvask i pigernes baderum, skriver jv.dk.
Kameraet blev opdaget af nogle af pigerne, og de afleverede det straks til skolens ledelse, som fandt frem til de to skyldige drenge på 14 og 15 år. Drengene er blevet bortvist fra skolen.
Forældre meldte sagen
I første omgang valgte skolen ikke at anmelde drengene til politiet.
- Det skyldtes hensyn til pigerne. Vi syntes, de havde været udsat for nok, siger forstander Lars Kjærsgaard til jv.dk.
Men pigernes forældre var uenige i beslutningen, og episoden blev anmeldt til politiet, som tager sagen meget alvorligt.
- Man skal kunne bade uden angst for hemmelige filmoptagelser. Kommer sådanne film først ud på nettet, bliver de aldrig slettet, siger Morten Alslev fra Vejen Politi til jv.dk.
Op til to år
Drengens computere bliver nu undersøgt af National IT Efterforskningscenter for at finde frem til, om drengene har haft held med deres optagelser, og om billederne er lagt ud på nettet.
- Der er tale om blufærdighedskrænkelse, der kan give fængsel i op til to år. Det her er ikke drengestreger, siger Morten Alslev.
Spionkameraet blev sat op i begyndelsen af november, og kameraet blev opdaget i december.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.