Aftale baner vej for grøn udvikling

LandboNord vil opføre biogasanlæg øst for Østervrå

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Udvalgsformand Anders Brandt Sørensen ser store perspektiver i et nyt biogasanlæg ved Østervrå.

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Kommune har modtaget et forslag fra LandboNord om at etablere et biogasanlæg øst for Østervrå.

Anlægget vil betyde, at store dele af områdets husdyrgødning vil blive omdannet til grøn energi - til gavn for miljøet og til gavn for nye arbejdspladser i området. LandboNord vurderer, at et nyt biogasanlæg vil skabe op til ti permanente arbejdspladser ved Østervrå.

- Det er nødvendigt at være progressiv omkring erhvervsudviklingen. Vi vil gerne være med til at realisere kommunens visioner for grønne jobs og grøn energi til gavn for alle, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.

Flere slagtesvin

Ansøgningen er det første konkrete tiltag på baggrund af den partnerskabsaftale, som blev underskrevet af Danish Crown, Fødevareforbundet NNF Nordjylland, LandboNord og Frederikshavn Kommune i december sidste år.

Her forpligter parterne sig til at arbejde for at øge mængden af svin i området med henblik på at gavne beskæftigelsen og sikre en miljøvenlig behandling af gyllen, så den kan blive omdannet til grøn energi.

Store perspektiver

I Frederikshavn Kommune ser formand for plan- og miljøudvalget, Anders Brandt Sørensen (S), store perspektiver i ansøgningerne.

- Vi kan som kommune kun fastsætte mål og visioner og berede vejen, så vi er rigtig glade for anmeldelsen, der både understøtter vores aktive energipolitiske dagsorden og beskæftigelsen på det lokale slagteri og i landbruget. siger Anders Brandt Sørensen.

Han og resten af forvaltningen skal nu i gang med at vurdere miljøvirkninger af biogasanlægget og starte en offentlig debat om projektet. Der er bevidsthed om, at der - som altid - skal være omhyggelighed i den kommende proces, hvor der lægges op til en meget åben dialog med borgerne. Umiddelbart passer anlægget godt ind i kommunens aktive energi- og erhvervspolitik, eksempelvis gennem Energibyens energimål og projektet Nordjyske bioenergimodeller.

Biogasanlægget vil skabe ny merværdi lokalt i kæden fra jord til bord, bedre anvendelse af næringsstoffer og samtidig kan kommunen skifte dieselbusser ud med gasbusser – og få en gasfyldestation til biler, hvis det realiseres.

Fakta:

- Biogasanlægget forventes at være et middelstort biogasanlæg med ca. 300.000 tons biomasse om året – det meste er husdyrgødning fra landbruget, energiafgrøder og organiske restprodukter.

- Biogasanlægget forventes at give op til 10 permanente jobs ved Østervrå

- Biogasanlægget vil producere 9-12 mio. m3 metangas efter opgradering.

- Gassen skal bl.a. bruges til busser, jf. Energibyen Frederikshavns visioner, men også til en offentlig gasfyldestation.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.