Aftenkamp uden lys

Jammerbugt FC’s pokalkamp mod FCK skal spilles om aftenen - nu skal der lejes lysanlæg til Jetsmark Stadion

Svend Ole Jensen
Selv om Jetsmark Stadion ikke har lysanlæg skal pokalkampen mod FCK spilles efter mørkets frembrud.
Jammerbugt 21. september 2016 09:37 - Opdateret 21. september 2016 09:46

JAMMERBUGT: Der var næsten euforisk stemning hos Jetsmark IF, da foreningens hold i 2. division, Jammerbugt FC, trak de danske mestre fra FCK i pokalturneringen. Men smilet er stivnet en anelse, fordi kampen på Jetsmark Stadion af hensyn til tv-transmission skal spilles i prime time, som er efter kl. 17.30. Problemet er, at der ikke er lysanlæg på Jetsmark Stadion.

- Vi har nu to valgmuligheder. Enten skal kampen flyttes til Aalborg eller Hjørring, eller vi må ud og leje et lysanlæg, fortæller Finn Larsen, formand for Jetsmark IF.

Kampen skal spilles onsdag 26. oktober. På den tid af året er der mørk efter kl. 17.30.

- At flytte kampen til et andet stadion er en dårlig løsning. Når vi får et hold som FCK her til kommune, skal vi da ikke sende kampen ud af kommunen igen, siger Finn Larsen og tilføjer, at Jetsmark IF ikke har indflydelse på spilletidspunktet. Det bestemmer indehaverne af tv-rettighederne.

I første omgang var kampen programsat til kl. 15 om eftermiddagen. Men nu er det blevet en tv-kamp og derfor skal den spilles senere.

Sikkerhedschef i Jetsmark IF, Flemming Dahl-Jensen, er straks gået i gang med at indhente tilbud på oplysning af Jetsmark Stadion onsdag 26. oktober.

Idrætsforeningen havde regnet med, at opgøret mod FCK kunne give et mindre overskud, men det bliver mere end spist op af de ekstra udgifter til lysanlæg.

- Nu må vi se om vi kan skaffe penge til lejen af lysanlægget. Vi regner med at søge hos DBU, som har en pulje til fodboldfremme. Desuden får Jammerbugt Kommune en henvendelse, siger Finn Larsen.

Og borgmester Mogens Gade vil ikke afvise at give en hjælpende hånd.

- Får vi et overslag over, hvad det koster at leje et lysanlæg, vil vi se om det er muligt at finde penge til at hjælp til lejen, siger borgmesteren.

Men trods det ekstra bøvl og ekstra udgifter til stadion-lys, ser både Finn Larsen og Flemming Dahl-Jensen frem til opgøret.

- Det bliver stort, er de enige om,

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...