Aftryk i lyst og nød
1300 unge morede sig til musikfestival ved Bælum Mølle trods et par byger
BÆLUM: Vejret var ikke i sit allerflinkeste humør tirsdag, da Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum for tiende gang havde inviteret unge bands til musikfestivalen Aftryk ved Bælum Mølle.
I løbet af eftermiddagen blev det dog kun til tre byger á tre minutter (hvoraf den ene godt nok bestod af hagl), og forstander Berno Jacobsen fra Østhimmerlands Ungdomsskole syntes, at det alt i alt var billigt sluppet i forhold til, hvad han og de andre arrangører havde frygtet.
I år stillede 36 bands op med deres egen originale musik, og i alt 1300 unge deltog.
Mathias Wissing, radiovært på P3, og Magnus Jacobsen, forsanger i Dance With Dirt og også kendt fra Ramasjang, stillede endnu engang op til toastmasteropgaven ved festivalen.
De er begge tidligere elever på Østhimmerlands Ungdomsskole.