Afvikling eller udvikling i Nordjylland?
Man skulle ikke tro den røde regering kunne blive ved. Først kom NOx afgiften eller "Aalborg Portland er fortid afgiften", så kom Sukkerafgiften eller kør til Tyskland og køb ind afgiften og nu barsler regeringen med at flytte statslige arbejdspladser ud af Nordjylland og til København.
I fredags kunne NaturErhvervsstyrelsen meddele at Fødevareministeriet havde besluttet at nedlægge jordbrugskommíssionerne og samle sagerne som "administrative sager" i NaturErhvervsstyrelsen - for at opnå stordriftsfordele. NaturErhvervsstyrelsen kunne dog ikke lige sige hvornår det her ville ske, da det kræver lovændring. Det glæder mig at embedsmændene i Fødevareministeriet og NaturErhvervsstyrelsen dog har den respekt for Folketinget, at de anerkender at der er et vist tidsmæssigt perspektiv inden Folketingets medlemmer underkaster sig deres beslutninger. Og står det til mig, kan de godt væbne sig med tålmod. NaturErhvervsstyrelsen har ganske ret i at ændringerne af landbrugsloven har medført færre sager. Men, så hører enigheden også op. Sagen er at de administrative sager i dag løses af statsforvaltningerne, der også sekretariatsbetjener jordbrugskommissionerne. Der er derfor intet til hinder for, selv hvis man vil nedlægge kommissionerne, at lade statsforvaltningerne fortsætte med at løse disse opgaver. Der skal ikke herske nogen tvivl om at konservative ønsker at opgaver skal løse på den bedste og billigste måde, og vi tror at den nuværende struktur er den bedste til det. Viser det sig at den politiske virkelighed med et rødt flertal er, at der er flertal for en nedlæggelse af jordbrugskommissionerne og en centralisering af opgaven, er det min klare opfattelse at opgaven skal placeres ved Statsforvaltningen Nordjylland. Statsforvaltningen Nordjylland laver i forvejen jordbrugsanalyserne for hele landet, har et godt samarbejde med Aalborg Universitet og har vist at de er i stand til at løfte området markant. Se blot www.jordbrugsanalyserne.dk Det er intet argument at embedsmænd i NaturErhvervsstyrelsen mener at der kan opnås stordriftsfordele ved lige præcis at placere opgaven ved dem - hvad jeg i øvrigt betvivler. Hvis der virkelig er de stordriftsfordele som de anfører, kan de vel også opnås ved at centralisere opgaven ved en af statsforvaltningerne. Konservative tror stadig på et Danmark i balance og vi kræver vægtige argumenter for at flytte opgaver fra Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.