Aktion ved Danish Crown i Sæby
Enhedslisten advarede slagteriarbejdere mod at gå ned i løn
SÆBY: I går Fåborg. I dag Bornholm. I morgen jer!
Det budskab mødte morgenholdet på Danish Crowns slagteri i Sæby, da de kom på arbejde onsdag, hvor Enhedslisten delte løbesedler ud.
Løbesedlerne opfordrede til solidaritet med de bornholmske slagteriarbejderes afvisning af ledelsens ultimatum om at gå 8 procent ned i løn, for at undgå truslen om lukning af deres arbejdsplads.
Enhedslistens afdeling på Bornholm har opfordret partiets afdelinger i de byer, der også har slagterier til at støtte slagteriarbejdernes forsøg på at redde deres arbejdspladser på Bornholm og dermed på længere sigt også i resten af landet.
Morten Riis, byrådsmedlem på Bornholm udtrykker det således:
- Danish Crown forsøger at true de ansatte på slagteriet i Rønne til at acceptere en lønnedgang på 8 procent - ellers lukker de slagteriet og kaster ca. 200 medarbejdere ud i ledighed. Selv om Danish Crown benægter det, så har de også på andre slagterier forsøgt at true medarbejderne til at gå ned i løn. Vi kan og må ikke acceptere, at dette bliver fremtiden i Danmark. Visse virksomheder og politikere sidder blot på spring og venter på at gå i Danish Crowns fodspor.
Kl. 9 onsdag blev slagteriarbejderne på Danish Crown informeret om at NNF og slagterikoncernen er blevet enige om at bevare slagteriet ved at arbejderne investerer 3,5 procent af deres løn i virksomheden i fem år, og derefter kan få deres indskud tilbage.