Aktionærer har ingen udsigt til fordel
Småaktionærerne i Sparekassen Hvetbo kan ikke få mere for deres aktier end fonden, vurderer ekspert
Opdateret kl. 10:24
PANDRUP: Småaktionærerne i Sparekassen Hvetbo kan umiddelbart ikke opnå en højere pris for deres børsnoterede aktier i Sparekassen Hvetbo end den altdominerende aktieejer, Spar Hvetbo Fonden, når Sparekassen Hvetbo bliver fusioneret med Sparekassen Vendsyssel.
Det vurderer professor i selskabsret ved Aalborg Universitet Erik Werlauff.
Nej fra tilsyn
Spar Hvetbo Fonden er nemlig ikke en hvilket som helst fond, men en fond, der er oprettet i 2007 for at eje aktier i sparekassen.
- I denne sammenhæng betyder fondslovgivningen, at der ikke må gå midler fra fonden over til de øvrige aktionærer, siger Erik Werlauff.
Ja i undtagelsestilfælde
En ansøgning om at forfordele fonden prismæssigt vil altså som udgangspunkt blive mødt af et rungende nej fra Erhvervsstyrelsen.
Alligevel vil Erik Werlauff ikke afvise, at styrelsen i ganske særlige tilfælde kan gøre en undtagelse.
Krav blev ikke rejst
I det konkrete tilfælde betyder det, at Sparekassen Vendsyssel skulle stille som betingelse for at ombytte Hvetbo-aktier til garantbeviser i Sparekassen Vendsyssel, at småaktionærerne skulle stilles bedre end fonden.
Men sådan en betingelse har ikke været på bordet i forhandlingerne mellem de to nordjyske pengeinstitutter om en fusion.
- Nej, det har vi ikke krævet, siger administrerende direktør Vagn Hansen fra Sparekassen Vendsyssel.