Fodbold

Aktiviteter året rundt i Bangsbo Freja

Kommunen yder fodboldklubben et lån på 1,5 mio. kroner til helårs udendørs aktivitetscenter - håber på første spadestik i 2014

Anders Gram Mikkelsen, th., formand for Bangsbo Freja, og Tommy Pedersen, klubkasserer, kan se frem til at få et helårs aktivitetscenter. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Anders Gram Mikkelsen, th., formand for Bangsbo Freja, og Tommy Pedersen, klubkasserer, kan se frem til at få et helårs aktivitetscenter. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Bent Bach

FREDERIKSHAVN: Bangsbo Freja har fået et kommunalt blåt stempel til at udvikle et helårs udendørs aktivitetscenter til brug for alle børn og voksne i alle aldre.

Den samlede budgetterede pris for projektet er 3,6 mio. kroner, og det giver blandt andet en udvidelse af klubhuset med en sportscafé/mødested, samt en omlægning af banen på ”Bjerget” til en aktivitetsbane med helårsgræs og multifunktion.

Et enigt byråd bakker op om projektet med et lån på 1,5 mio. kroner, og det er Bangsbo Frejas formand, Anders Gram Mikkelsen, rigtig glad for.

- Vi er meget stolte og ydmyge over den kommunale opbakning, der understreger, at man gerne vil investere i Bangsbo Freja og den frivillige idræt, siger klubformanden.

- Vi mener, at vi er på vej til at udvikle et helt unikt koncept, hvor Bangsbo Freja stadig er kernen i det, men hvor kun fantasien sætter grænser for mulighederne.

- Vi ser aktivitetscentret som en vigtig og forpligtende partner for kommunen i forbindelse med både skolereformen og sundhedspolitikken.

Spændende synergier

Anders Gram Mikkelsen peger også på, at der er mange spændende synergier at hente ved at tænke Bangsbo Botaniske Have samt resten af Bangsboområdet med ind i konceptet.

- Her ser vi muligheden for, at der ligefrem opstår både et aktivitetscenter og et oplevelsescenter.

Anders Gram Mikkelsen mener overordnet, at helårs aktivitetscentret i Bangsbo Freja er et stærkt kort i Frederikshavn kommunes infrastruktur.

- Vi kan være med til at fastholde borgere og ikke mindst at trække nye borgere til.

Salg af kunstgræsbeviser

Bestyrelsen i Bangsbo Freja mødes på mandag og aftaler det videre forløb, og man vil også drøfte en igangsætning af salg af kunstgræsbeviser.

En del af klubbens egenfinansiering skal netop findes ved salg af kunstgræsbeviser.

”Bjerget” bliver opdelt i 1.500 felter, og de bliver sat til salg.

Bangsbo Freja håber, at man kan sætte spaden i jorden til helårsbanen i 2014 og dermed få taget fat på første del af projektet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden