Aldrig så jeg så dejlig en restaurant

Langt ude i skoven ligger Nørlunds Gæstebud. Dér giver det god mening at samles om et måltid

12
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

ROLD:Da vi sidder velfornøjede efter to brag af en hovedret kommer tjeneren og foreslår, at vi går en tur rundt om slottet, inden solen er gået ned.

- Det tager kun tre minutter, siger han og synes bare, at det er så eventyrligt flot. Han har lige selv taget sig den korte pause, efter at dagens travlhed på Nørlunds Gæstebud i kanten af Rold Skov er overstået. Den lille spadseretur rundt om det godt 400 år gamle slot, mens de sidste solstråler spiller i alt det grønne, er helt fortryllende, men det har jo intet at gøre med den mad, vi er kommet for at anmelde.

Og dog.

For den stolthed over stedet og dets historie synes at række videre end de små historier, tjenerne fortæller ved bordene i den lille restaurant. Den synes også at finde vej til både tallerkner og glas.

Såmænd også til de små surdejsbrød, der sættes på bordet med økologisk smør, og som er lette, syrlige og sprøde.

Jeg bestiller dagens menu og medspiseren vælger af de fem retter fra spisekortet. Desværre havde hun udset sig den vildtterrin, der ikke er mere af, men når i hus med sin hovedret, som - hører vi, da nabobordet bestiller - er den næstsidste. Der er altså en vis sårbarhed over for gæsternes luner og ønsker - måske især efter en travl eftermiddag - som også kommer til udtryk ved en lidt uharmonisk ventetid mellem retterne, men så er der vist også sagt det negative, der kan siges om Nørlunds Gæstebud, for måltidet var på alle måder en dejlig oplevelse.

Forrygende bisque

Medspiseren lagde ud med en carpaccio - af himmerlandskalv fra Farsø, forstod vi - som blev serveret med de salater og urter, der er nået at gro op i stedets have, og rosiner, der havde trukket i æblespiritus for at give den sarte kalv lidt modspil. Lidt for bidsk, syntes medspiseren, der til gengæld blev ramt i sit madhjerte af, at parmesanosten var erstattet af vesterhavsost.

Nørlunds Gæstebud kan godt lide at bruge, hvad der er i nærheden, men helleflynderen i min hummerbisque var dog hentet i Grønland. Sådan som det lille fine stykke fisk smagte, kunne det for min skyld have været hentet hvor som helst, og den var i et forrygende selskab med en bisque, der på en gang var cremet lækker og havde den brændte og fintbitre kant, der hævede den til det ypperlige. Enkelte perler af ramsløg-olie svømmede rundt og gav sammen med bløde løg og bronzefennikel ekstra smage.

Den tilhørende vinmenu begyndte med et glas helt særlig californisk hvidvin, Ampelos Viognier 2013, som ikke er den mest kælne hvidvin, jeg har smagt. Derimod var den rank, mineralsk, lidt spids måske men med en helt usædvanlig fylde. Perfekt til maden og det ekstra halve glas, som tjeneren fandt en anledning til at skænke, var meget velkomment.

Medspiseren, der skulle holde sig køreklar, havde valgt den saftmenu, som Nørlunds Gæstebud tilbyder, og som - forklarede tjeneren - helst rummer egenproducerede safter, men at det kan være svært at nå den ambition året rundt. Altså var det tyske chardonnaydruer, der havde lagt saft til menuens første glas, der var absolut velsmagende og fyldigt, men til den søde side, lidt for lun og kunne ikke, hvad hvidvinen kunne.

Marvskiver skiller vandene

Omtrent en times tid senere fik vi hovedretten, som i begge tilfælde rigelig var ventetiden værd. Medspiseren havde valgt braiserede svinekæber med risotto af perlespelt, abrikos og urter, og retten blev serveret af stedets indehaver, Martin Knudsen, som bemærkede, at han altid blev glad, når en kvinde bestilte en braiseret ret, inden han med nævnte stolthed forklarede om rettens tilbliven, om hvordan han kogte ind først med vin og så med braiserlage.

Det havde resulteret i en kraftfuld, ypperlig sovs, der suverænt klædte de møre kæber og den cremede speltotto, hvor de tørrede abrikosstykker lykkedes som prikken over i’et i den velkomponerede ret. En kraftig ret, konstaterede en temmelig glad og mæt medspiser, og vi besluttede at fravælge det ostebræt, vi havde tænkt os at dele, inden jeg skulle have dessert.

Det kunne kokken egentlig godt forstå, for der havde været ost i både for- og hovedret. Sådan én fik jeg også, altså hovedret, og det var to stykker meget smagfulde oksemørbrad, som blev serveret med glaserede grøntsager - små kartofler, gulerødder, asparges, forårsløg, majroer - og med skiver af pocheret marv. Det er dér, vandene skilles, sagde kokken, som syntes, at

marven i den grad hørte med, og så skal de selvfølgelig også på tallerkenen. Selv står jeg lidt tørskoet - altså mellem de skilte vande - marvskiverne var for mig mere fornemmelse end smag, men jeg anerkender deres berettigelse. Rettens sidste ingrediens udover ramsløgblomster var en bordelaisesovs, der på nærmest magisk vis overgik medspiserens sovs i kraft og smag.

Rødvinen dertil - som medspiseren havde valgt i stedet for saft - var en Lirac 2011 Côtes du Rhone, domaine de la Mordorée, som var så kraftfuld, at den var en fornøjelse for én, der godt kan lide rødvine, som er vilde og voldsomme. Tjeneren sagde, at vinen ville have godt af at stå fem minutter i glasset, men faktisk var den først foldet helt ud efter gåturen omkring voldgraven.

Eminent. Det store ord dækker knap desserten, der bestod af rabarberconsommé - klar suppe - omkring en støbt parfait af hvid chokolade med en skeformet portion jordbærsorbet ovenpå. I suppen nogle nye halve jordbær og tynde skiver rabarber og på toppen af den lyserøde ret et grønt citronmelisseblad og en tuille. Smukt, enkelt og en dessert, som både var sød og let syrlig. Medspiseren fik et glas rabarbersaft, som var spædet op med danskvand for at dæmpe sødmen, og jeg et glas sauterne - Chateau Rieussec 2008 1er cru classé Sauternes. Mægtig i smagen, sød og kraftfuld, men også med en anelse syre og bare velvalgt.

Så sidder man dér, lidt overvældet og helt modtagelig over for forslaget om en kop kaffe, som snart kom fyldig og god i en stempelkande og med en tallerken med små lækkerier, ”hvis vi nu kunne spise mere”: En lille napoleonshat, en ragusa - nougat, chokolade og nøddeflager, og en lille romkugle, der havde i smag og fylde, hvad den ikke havde i volumen. Til hver. En meget lækker afslutning på et meget vellykket måltid, hvor mad, vin, betjening, omgivelser, solskin og stolthed spillede sammen, så det var en fryd.

Regningen løb op i 1020 kroner - en menu koster 295, en vinmenu 265 og en saftmenu 135 - og har man en dag den sum at spise ude for, så er Nørlunds Gæstebud absolut et godt bud på, hvor de er brugt godt - med eller uden gåtur. Vi giver i hvert fald fem gafler for dén oplevelse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.