Alkohol ud af ligning?
Der står en lind strøm af alkohol gennem alt, hvad vi foretager os - kan det slet ikke ændres? Bare lidt?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:12
To unges dybt tragiske død efter besøg i Jomfru Ane Gade i Aalborg har det seneste selvsagt skubbet ganske alvorligt gang i debatten:
Kan det på nogen mulig måde lade sig gøre at skabe større tryghed for unge i nattelivet? Altså på den ene side sørge for, at færre end hidtil ender med at falde i havnen og drukne - og på den anden side få dem trygt og sikkert hjem i andet end tilfældigt opsnappede pirattaxaer?
Kunne man eventuelt sætte et hegn op langs havnen - og kunne man sætte ind med væsentligt flere natbusser, sådan som rådmand Per Clausen (EL) har lagt op til på det seneste? Lokale hoteller har også gjort opmærksom på, at de altid står klar med flere former for hjælp til at komme videre - og sikkert hjem - efter en bytur.
Andre steder i landet har byråd vist sig at være åbne over for tanken om at lukke for udskænkning (og dermed natteliv) ved to-tiden om natten. For det har vist sig, at antallet af tilfælde med tumult har det med at stige ganske voldsomt efter klokken to. Hvordan sørger vi i det hele taget for trygge rammer for unge i nattelivet? Man kunne også spørge: Hvordan sørger vi for andre rammer for unge?
Hvad ville der ske, hvis man i højere grad prøvede at trække alkohol ud af ligningen? Og kan det i det hele taget lade sig gøre?
Desværre er mange unge oppe imod visse forventninger om at kunne tage fra, når det gælder alkohol. For de gør, hvad de ser. Og de ser, at det er umuligt at samles til et større arrangement her i landet uden at udskænke en eller anden form for alkohol. Måske bare et enkelt glas fadøl. Unge har opsnappet, at alkohol er en dybt integreret del at selve det at være sammen som danskere.
Der står en lind strøm af alkohol gennem påfaldende meget af det, som danskere foretager sig - og vi ligger langt foran alle andre i Norden og store dele af Europa, når det gælder kunsten at indtage øl, vin og spiritus. Unge gør ikke noget upåvirket (på flere måder) - de iagttager mange voksnes overordentligt løse omgang med spiritus i et land, hvor hård spiritus næppe nogensinde har været billigere, og de opfanger, at det åbenbart er sådan, man gør.
Derfor viser undersøgelse efter undersøgelse, at skræmmende mange halvstore skoleelever og gymnasieelever i Danmark oftere end unge i andre lande jævnligt oplever at være berusede.
Og alkohol er nu engang et opløsningsmiddel, der sætter omtanken på prøve eller helt ud af spillet.
Løsningen på mindre løs omgang med alkohol ligger ikke ligefor - det er en blanding af massiv oplysning og visse former for begrænsninger - men: Hvilke problemer kunne vi mon undgå, hvis man forsøgsvis trak alkohol ud af en dybt problematisk ligning i stedet for at blive ved med at symptombehandle?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.