Alle kan danse linedance
Brønderslev Line Dancer Klub vil også oprette hold i Jerslev
BRØNDERSLEV: Brønderslev Line Dancer Club - Walk the Line - byder næste uge op til en ny sæson med linedance.
- Alle der har lyst til at danse er velkommen. Og alle kan være med, forsikrer instruktør Rikke Kristensen, der har ledet dansen i Brønderslev i seks år.
Og i den kommende sæson bliver der også hold i Jerslev.
- Nu satser vi på at få et hold i gang i Jerslev - vi vil meget gerne have flere med, fortæller Rikke Kristensen.
Mandag og torsdag er der linedance i drengenes gymnastiksal på Søndergades Skole - mandag for let øvede mellem klokken 19 og 20.45, og torsdag for nybegyndere mellem klokken 19 og 20. Og som noget nyt bliver der et begynderhold i Jerslev i år. I Jerslev danses der gymnastiksalen onsdag mellem klokken 19.30 og 20.30.
Rikke Kristensen understreger, at det ikke kræver nogen forudsætninger at være med til linedance.
- Jeg fortælle trin for trin, hvad man skal gøre, og ALLE kan lære at danse linedance - jeg har ikke været med til at opgive nogen endnu, smiler hun.
Linedance kræver ingen partner, så man kan møde op alene.
- Vi danser på rækker - men mænd er lidt en mangelvare, tilføjer hun med en opfordring til mændene om at finde danseglæden frem.
- Vi griner og hygger os, og vi er seriøse samtidig. Vi lærer nye danse næsten hver gang, tilføjer Rikke Kristensen.
Hun understreger, at danserne ikke er klædt ud i hverken strutskørter eller cowboy-hatte, når de danser.
- Vi er helt almindelige mennesker i almindeligt tøj. Det eneste du skal have med, er nogle gode inde-sko med blød sål. Og alle er velkomne, lyder det fra instruktør og dansere.
Musikken er et godt miks af countrymusik og moderne musik.
- Og man får både svedt og grint under vejs. Det er motion på en god måde, supplerer Karen Christiansen, der har danset i klubben i mange år.
Klubben har eksisteret siden oktober 2001, og foreningen har haft hele 160 medlemmer. I sidste sæson var tallet 35 dansere.
- Og det vil vi gerne lave om på.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.