Anholt

Alle møller er rejst i Anholt Havmøllepark

Mølle nr. 111 på plads i Danmarks største vindmølleanlæg. Otte og en halv måneds intens arbejdsindsats overstået

Pinsedag blev den sidste af 111 vindmøller i Anholt Havmøllepark rejst - 10 måneder efter, at det sidste fundament blev afskibet fra Aalborg. Foto: Dong

Pinsedag blev den sidste af 111 vindmøller i Anholt Havmøllepark rejst - 10 måneder efter, at det sidste fundament blev afskibet fra Aalborg. Foto: Dong

KATTEGAT:Pinsedag rejste installationsfartøjet ”Sea Power” mølle nr. 111 i Anholt Havmøllepark. Hermed er samtlige energianlæggets møller på plads.

Opstillingen af den sidste mølle markerer afslutningen på otte og en halv måneds intens installationsarbejde, som på grund af en stram tidsplan er sket hen over vinteren, hvor vejret har givet store udfordringer.

- Anholt Havmøllepark vil med sine 400 MW blive den største danske havmøllepark og vil dermed levere et solidt bidrag i omstillingen mod mere vedvarende energi, siger Samuel Leupold, koncerndirektør i Dong Energy Wind Power.

Møllerne vil kunne levere strøm svarende til 400.000 husstandes forbrug eller fire procent af det samlede danske elforbrug.

Tidsplanen holder

Mere end 75 møller er allerede i drift, og sender ren elektricitet ind i det danske elnet. Det svarer til en samlet kapacitet på 270 MW, og Anholt Havmøllepark er dermed allerede nu Danmarks største havmøllepark.

I 2009 indviede DONG Energy Danmark hidtil største havmøllepark Horns Rev 2 på 209 MW.

- På forhånd var vi klar over at dette ville blive en udfordrende opgave. Anholt Havmøllepark opføres i et område med meget vanskelige havbundsforhold og under en meget stram tidsplan, og på trods heraf, er det lykkedes at holde både tidsplan og budget, fortæller Flemming Thomsen, projektdirektør i Dong Energy Wind Power.

Selvom mølleinstallationen er færdig, vil der dog fortsat være hektisk aktivitet hen over sommeren.

- Vi mangler stadig at få sat de sidste 36 møller i drift, men vi skal nok nå at få hele parken klar til den officielle indvielse den 4. september, fortæller Flemming Thomsen.

Anholt Havmøllepark er ejet af Dong Energy (50 procent), PensionDanmark (30 procent) og PKA (20 procent) hvormed mere end 800.000 danskere er medejere af mølleparken.

Møllerne, hver på 3,6 MW, er leveret af Siemens Wind Power og delvis fremstillet i Aalborg af bl.a. Siemens, Bladt og ITW Wind Group(vinger, transformeration, stålfundamenter og højstyrkebeton). kj.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.