Alpereglen lempet
Fødevareminister Dan Jørgensen har lyttet til den massive kritik
KØBENHAVN: Langt færre landmænd end hidtil forudset vil blive berørt af den såkaldte alperegel. Fødevareminister Dan Jørgensen (S) begrænser omfanget af den omstridte regel, som skal afværge erosion ved dyrkning af skråninger.
Få minutter før et samråd i Folketingets fødevareudvalg om emnet onsdag eftermiddag meddelte Fødevareministeriet, at reglerne bliver ændret.
245 hektar berørt
Med de nye regler bliver under 245 hektar landbrugsjord berørt af erosionskrav mod de ca. 1000 hektar i det første sæt regler.
Samtidig får landmændene mulighed for fortsat at dyrke vinterafgrøder og større fleksibilitet til at håndtere erosionsproblematikken.
Reglerne retter sig stadig mod skråninger med hældning på mere end 12 grader, men de erosionstruede områder er udpeget mere præcist, så landmændene fortsat har mulighed for at bearbejde arealerne i vintermånederne. Jorden må ikke pløjes efter høst, men landmændene kan nu harve og fortsat så vinterafgrøder.
Tæt på tyske regler
Et erosionskort udarbejdet af Aarhus Universitet ligger tæt op af den klassificering af arealer med høj erosionsrisiko, der er anvendt i Tyskland.
Kravet ændres, så pløjefri dyrkning på stejle skråninger tillades, og det dermed fortsat vil være muligt at dyrke vinterafgrøder på skråningerne. Samtidigt tillades let jordbearbejdning i form af f.eks. stubharvning, så økologer fortsat har mulighed for mekanisk ukrudtsbekæmpelse.
Fristen for forårspløjning rykkes frem til 15. februar mod nu 1. marts.
Arealstørrelsen hæves fra 2000 kvadratmeter til 5000 kvadratmeter.
På samrådet kvitterede ordførere fra både Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for de lempede regler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.