Alt godt for hjertet

Hjertestart er et af tilbuddene i det nye år fra Hjerteforeningen i Mariagerfjord. Privatfoto
Hjertestart er et af tilbuddene i det nye år fra Hjerteforeningen i Mariagerfjord. Privatfoto

At være mere aktiv i det nye år er givetvis et nytårsønske for mange.

Ikke mindst, hvis blodtryk og vægt ligger i overkanten.

Hjerteforeningen Mariagerfjord opretter syv ugentlige hjertemotionshold i kommunen, og måske har et af de kurser adresse til dig?

Kurserne udbydes i samarbejde med LOF Mariagerfjord-Rebild, der også tilbyder pilates og cirkeltræning.

- Erfaringerne viser, at går du til en fast holdaktivitet, så er der meget større chancer for, at du holder ved dine nye træningsvaner, siger hjerteforeningsformand Tonny Lykke Olesen.

Senere følger kurser i livreddende førstehjælp.

Hjerte-lunge redning

- Vigtige teknikker bør læres og opdateres jævnligt på et godkendt kursus i hjerte-lungeredning og hjertestarter, anbefaler Tonny Lykke Olesen.

Et kursus varer fire timer og foregår som praktisk undervisning, hvor du lærer at konstatere om, en person er bevidstløs og har hjertestop.

Du lærer at give hjertemassage og kunstigt åndedræt, får instruktion i at bruge en hjertestarter (AED) samt lægge en bevidstløs person med normal vejrtrækning i stabilt sideleje.

Nytårskur i Kulturhuset

Kurserne foregår 6. februar klokken 13-17 i Kulturhuset, Arden og den 8. marts klokken 9-13 i Mariagerfjord Golfklub i Hadsund.

En anden god tradition for Hjerteforeningen og LOF er en fællesnytårskur.

Den foregår tirsdag den 31. januar på Mariagerfjord Gymnasium med foredrag af Kjeld Holm.

Aarhus tidligere biskop taler om etik og hjertesprog.

Også de to violinspillende brødre Villads og Valdemar underholder. Villads kendes fra tv-programmet Vidunderbørn, hvor han har optrådt med Kim Sjøgren.

Som altid til en nytårskur bydes der på champagne og kransekage.

Du kan læse mere på Hjerteforeningens hjemmeside - http://mariagerfjord.hjerteforeningen.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden