Dyr

Alting klappede på farmen

Årets sæson bliver til endnu en publikumsrekord for Hjortdal Dyrefarm.

Foto Michael Bygballe
Foto Michael Bygballe Michael Bygballe

Opdateret kl. 11:22

HJORTDAL: Hjortdal Dyrefarm rummer 300 eksotiske og knap så eksotiske dyr: næsebjørne, lamaer, kænguruer, zebramus, geder, får, grise, heste og en masse fugle.

Susanne Vittrup og Benny Andersen har dedikeret gårdens 10 tønder til klappeglade dyr.

De fleste dyr elsker at få besøg. Grisene må ikke klappes af veterinære hensyn, de store heste er for farlige og næsebjørn og kænguru kan ikke lide det. Men ellers er der stort set frit slag.

I år har alting klappet for Hjortdal Dyrefarm. Der har været rekordtilstrømning af publikummer, hvor 8500 gæster lige nu har betalt for at komme ind. Det er cirka 1000 flere end sidste år, hvor dyrefarmen også satte rekord. Farmen har eksisteret i syv år og har sat publikumsrekord stort set hvert år.

Susanne Vittrup tilskriver årets succes det gode vejr, mund til mund metoden og annoncering, der især har lokket flere tyskere til i år.

Hun skønner, at de udgør omkring 10 procent af gæsterne. De fleste kunder er dog fra nærområdet.

- Vi har mange fra sommerhusområdet, der især gæster os om sommeren. Der kommer mange fra Blokhus, men også fra Hanstholm og Thy og nogle stykker fra Aalborg, udtaler Susanne Vittrup.

Næsebjørn fandt nyt hjem

I år var den helt store dyrenyhed næsebjørnene, som dyrefarmen overtog fra Dyrenes Beskyttelse i maj i år. De levede under kummerlige forhold hos deres forrige ejere.

Dyrene har nu fået en fin lille indhegning, hvor de roder i jorden. De elsker blandt andet jordnødder. Men er ikke klappevenlige.

- De kan godt finde på at bide, hvis man kommer for tæt på, siger Susanne Vittrup.

Farmen har også fået nogle små gnavere, kaldet zebramus i år. Der er en 30-40 stykker lige nu, vurderer Susanne Vittrup, men det er svært at sige, for de yngler hele tiden. Farmen forærer en del af dem væk, lige som de sælger gedekid og lam.

- Ellers kunne vi slet ikke være her til sidst. Vi har kun begrænset plads, siger Susanne Vittrup.

Årets omsætning er ikke gjort endeligt op for farmen, men den vil formodentlig sætte rekord. Blandt andet hjulpet på vej af nye tilbud i caféen, der har udvidet sit sortiment.

Susanne Vittrup kan endnu ikke sige, om der kommer flere spændende dyr til farmen næste år. Men en minigolfbane er blevet luftet ved middagsbordet. Det er dog endnu på idéplanet:

- En minigolfbane ville medvirke til, at der var lidt flere aktiviteter for de lidt større børn også, så vi håber, det kan lade sig gøre, udtaler Susanne Vittrup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden