Amager kaster håndklædet i ringen
Kolonihaveforeningen i Thisted indkalder til generalforsamling om opløsning
Opdateret kl. 15:50
THISTED: Amager, en af landets ældste kolonihaveforeninger, er sandsynligvis snart fortid.
I hvert fald har bestyrelsen for haveforeningen indkaldt til generalforsamling 4. maj med opløsning af foreningen på dagsordenen. Det sker efter at formanden, Hans Jørgen Thomsen, forgæves har forsøgt at få en aftale med ejeren, Henrik Bojsen Jensen, om køb af den godt 10.600 kvadratmeter store grund midt i Thisted.
Kolonihaveforeningens 25 år lange lejekontrakt udløber 1. maj. Henrik Bojsen Jensen har sagt nej at forlænge den, og i sidste uge afviste han et købstilbud på 1,4 mio. kr. Efter hvad Thisted Dagblad erfarer, forlanger ejeren 2,1 mio. kr.
Kolonihaveforeningens tilbud svarede til det maksimale beløb, som et flertal af foreningens medlemmer sagde ja til at låne. Det skete på en ekstraordinær generalforsamling i januar, hvor køb af området på andelsbasis var på dagsordenen.
Selv om tidsfristen bliver overskredet, er der mulighed for, at den kommende generalforsamling beslutter at hæve beløbet. Men det bliver ikke med Hans Jørgen Thomsen som formand:
- Jeg trækker mig. Jeg gider ikke mere. Men det er med blødende hjerte, for jeg havde gerne set, at vi kunne fortsætte, siger han.
Ifølge formanden for Kolonihaveforbundet, Preben Jacobsen, er det dog for tidligt at sige, at slaget er tabt for den 126 år gamle kolonihaveforening.
- Som situationen er, kan bestyrelsen ikke gøre andet end at indkalde til generalforsamling med forslag om at opløse foreningen. Det ligger på kanten, men det kan stadig godt være, at det falder i hak med en løsning, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.