Amalie V. fortsætter sin medaljehøst
Thisted Svømmeklubs Amalie Vinter hentede sig nok en bronzemedalje onsdag aften ved europamesterskaberne i handicapsvømning
EINDHOVEN: Amalie Vinter, Thisted Svømmeklub, risikerer at få overvægt i sin bagage, når hun rejser hjem fra de europæiske mesterskaber i handicapsvømning, som bliver afviklet i Eindhoven Holland.
Onsdag var Amalie Vinter ude i to discipliner nemlig 100 meter butterfly om formiddagen og 200 meter medley, der lå som en af dagens sidste løb.
Og det blev en rigtig god onsdag for den ambitiøse svømmer, som blev hædret med to bronzemedaljer.
Onsdag formiddag svømmede hun 100 meter butterfly i tiden 1.19,36, hvilket var en forbedring af den danske rekord på intet mindre end tre sekunder og en tid, der var god til nok at placere hende som den tredjebedste i Europa inden for hendes kategori.
Onsdag aften skulle Amalie Vinther ud i 200 meter medley, hvor hun var tilmeldt med den fjerdebedste tid.
Hun ville det ganske anderledes, og svømmede kækt til i et tempo, som Lisa den Barber fra Holland ikke kunne følge med i.
Hun var netop svømmeren med den tredjebedste tilmeldingstid, og hende slog Amalie Vinther med mere end seks sekunder med tiden 3.03,15 min., hvilket var en klækkelig forbedring af Amalie Vinthers personlige rekord.
Vinder og europamester blev englænderen Stephanie Slater i tiden 2.41,73 min. og på andenpladsen og sølvmedalje kom russeren Olesya Vladykina i tiden 2.46,36 min.
I dag skal Amalie Vinther forsøge at gentage sine succeser i den for hende noget uvante disciplin 100 meter brystsvømning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.