Musik

Amatørmusikere til stævne nummer 32

Den traditionelle samling af et amatørsymfoniorkester i Bælum finder sted den kommende weekend i Bælum.

Russell Harris er endnu engang dirigent ved amatørorkesterstævnet i Bælum. Privatfoto
Russell Harris er endnu engang dirigent ved amatørorkesterstævnet i Bælum. Privatfoto

BÆLUM: I weekenden 15.-17. februar er det igen tid til det årlige amatørsymfoniorkesterstævne på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum.

Stævnet er nummer 32 i rækken og får deltagelse af 80 amatørmusikere og musikstuderende fra hele landet samt enkelte deltagere fra Hamborg og Sverige.

Dirigenten på stævnet er Russell Harris, som er født i London og uddannet ved Royal College of Music i direktion, piano, klarinet og komposition.

Senest var han chefdirigent ved Philharmonie Südwestfalen, Siegen i Tyskland, og nu arbejder han freelance. Russell Harris er velkendt fra tidligere stævner i Bælum.

Amatørmusikerne får også glæde af instruktører fra Rebild Kulturskole og Aalborg Symfoniorkester.

Værket er Béla Bartoks Orkestersuite nr. 1 i fem satser, og man kan høre musikken på stævnets hjemmeside www.naso.dk

Der vil være åbent for interesserede i løbet af weekenden, og der sluttes af med åben prøve søndag 17. februar kl. 15.30.

Rolf Werner Christensen og Grete Christensen står bag arrangementet og roser Østhimmerlands Ungdomsskole for at tilbyde perfekte rammer i form af nyre- noverede værelser, lokaler til kammermusik og en meget fin og akustisk god koncertsal - og desuden fin service fra skolens personale.

Kurset støttes af Rebild Kommunes Kulturråd, Statens Kunstråd og Det Obelske Familiefond.

Gå til relaterede emner

Forsiden