Redningsvæsen

Ambulancen nåede aldrig frem

Falckreddere fik ikke mulighed for at afslutte deres projekt i Rwanda

Falckredder Morten Mølgaard underviser i 1. hjælp. Planen var, at uge to skulle bruges til en introduktion til ambulancen. Men den nåede aldrig frem, og den overskydende tid anvendte Morten Mølgaard og Preben Poulsen blandt andet på en safaritur. Privatfoto
Falckredder Morten Mølgaard underviser i 1. hjælp. Planen var, at uge to skulle bruges til en introduktion til ambulancen. Men den nåede aldrig frem, og den overskydende tid anvendte Morten Mølgaard og Preben Poulsen blandt andet på en safaritur. Privatfoto

SKJOLDBORG: Alt tegnede positivt og godt, da falckredderne Preben Poulsen og Morten Mølgaard fredag aften 7. december planmæssigt landede i Rwanda’s hovedstad Kigali’s internationale lufthavn.

- Vi blev modtaget af vores værtsfamilie, som var en præstefamilie, der boede 15 kilometer fra Kigali’s centrum, fortæller Preben Poulsen.

Værtsfamilien boede i et murstenbygget hus, hvor der også boede to ældre, som Preben Poulsen anslår til at være omkring 70 år.

- Desuden boede der to sønner på cirka 30 år, en fætter fra Tanzania og en houseboy, som boede i et skur, og han lavede mad og gjorde rent, fortæller Preben Poulsen.

To uger

Redder af Verden havde organiseret projektet i Rwanda.

Det havde to formål, nemlig undervisning af lokale redningsfolk i 1. hjælp, og dels en donation af en ambulance til den kristne stiftelse, som Redder af Verden samarbejder med.

Mandag morgen tog Preben Poulsen og Morten Mølgaard fat, der hvor deres danske falckredder-kolleger fra Silkeborg og København havde sluppet undervisningen i 1. hjælp.

- Eleverne havde modtaget 30 timers undervisning, og to elever var i mellemtiden faldet fra, da vi genoptog undervisningen, fortæller Preben Poulsen.

Undervisningen forløb godt. De tilbageværende elever var efter Preben Poulsens vurdering samarbejdsvillige, og de havde godt fat i både den teoretiske og praktiske del af undervisningen.

- Mens vi underviste, skulle vi samtidig holde styr på, hvor ambulancen var, og vi fik oplyst, at den var kommet ver grænsen mellem Tanzania og Rwanda, og at den stod i et toldområde i Kigali, fortæller han.

Ambulancen var i det hele taget heldig med at nå ud af Dar es Salam i Tanzania, fordi den lastbil, som ambulancen blev transporteret på, stødte sammen med en anden lastbil i Dar es Salams havn.

- Og så opstod der en del problemer med toldpapirerne og forsikringerne, fortæller han.

Men til Kigali kom ambulancen, - det fik i hvert fald både Preben Poulsen og Morten Mølgaard fortalt af familiens ene søn, som var sat til at få deklareret ambulancen i Rwanda til den kristne stiftelse.

Den anden uge skrider

I følge planen var den anden uge i Kigali afsat til introduktion af ambulancen, dens muligheder og vedligeholdelse.

Men det blev af gode grunde aldrig til noget, fordi ambulancen var et sted, som hverken Preben Poulsen eller Morten Mølgaard fik kendskab til.

- Vi så ganske enkelt aldrig ambulancen, siger en skuffet Preben Poulsen.

De to danskere forsøgte hele tiden at få familiens søn og deres kontaktperson til at vise dem ambulancen ”men der var altid en masse undskyldninger”.

Hjemvendt til Skjoldborg ved Preben Poulsen stadig ingenting om ambulancen, eller hvor den befinder sig.

- Inden vi rejste til Rwanda, insisterede vores afrikanske samarbejdspartnere på, at vi skulle overholde de aftaler, vi havde indgået, men jeg må nu konstatere, at de ikke rigtig har overholdt deres del, mener Preben Poulsen.

Evaluering

Han er dårlig nok klar over, hvad der nu skal ske, ud over at han og Morten Mølgaard og repræsentanter fra Redder af Verden mødes 2. januar for at evaluere forløbet.

Preben Poulsen er ikke underrettet om, hvorvidt formanden for Redder af Verden Frank Thiesgaard har fået noget at vide.

- Men jeg regner med, at vi hører om det på mødet 2. januar, siger Preben Poulsen, der i øvrigt havde en stor oplevelse i Rwanda.

- Folk er venlige og imødekommende, og vi følte os ikke på tidspunkt utrygge, fortæller han, der de sidste fem nætter flyttede til et internationalt hotel i Kigali sammen med sin makker.

- Det var rart, for der virkede både toilettet og vandhanerne, og det var også rart med lidt afveksling i vores kost, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden