Amerikansk politi leder for femte dag efter savnet EU-udsending
Tysk embedskvinde ved EU's delegation i Washington D.C. blev sidst set torsdag i sidste uge ved lokal kanal.
Amerikansk politi leder for femte dag i træk efter en embedskvinde for EU, der torsdag i sidste uge forsvandt i nærheden af en kanal lige uden for Washington D.C.
Det oplyser en talsperson fra politiet mandag.
Den 54-årige kvinde ved navn Sibylle Zitko er født i Tyskland. Hun har i årevis arbejdet som juridisk rådgiver for EU's delegation til USA i Washington D.C.
Sibylle Zitko blev sidst set 6. januar klokken 8 om morgenen. Det oplyser politiet på Facebook, hvor det samtidig beder offentligheden om hjælp til at finde hende.
Tyskeren forsvandt i Bethesda, Maryland, hvor hun bor. Området ligger cirka 11 kilometer uden for centrum af hovedstaden. Da hun sidst blev set, befandt hun sig i en sort Volkswagen SUV i nærheden af en sluse ved en lokal kanal.
Området langs kanalen er populært blandt lokale cyklister og løbere med stier på begge sider.
En embedsmand fra EU's delegation i Washington siger mandag, at man er opmærksom på situationen, men ønsker ikke at udtale sig yderligere.
Sibylle Zitko har arbejdet for EU's delegation i Washington D.C. i over 25 år. Hendes arbejde består blandt andet i at give juridisk rådgivning på handels- og konkurrenceområdet.
Tyskeren har jævnligt repræsenteret EU-Kommissionen i toldsager bragt op ved USA's internationale handelskommission.
En talsmand for Tysklands ambassade i USA oplyser, at ambassaden er i kontakt med amerikansk politi omkring sagen.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.